Nyborg er særligt udsat: aftale med staten skal forhindre oversvømmelser
Trafikknudepunkter, kulturarv, store virksomheder og masser af boliger i midtbyen. Der er meget, der ligger udsat, når en stormflod rammer Nyborg. Nu skal en særaftale med staten bidrage til løsninger på problemet.
Miljøminister Magnus Heunicke (A) var i dag i Nyborg for at underskrive en samarbejdsaftale, der giver kommunen adgang til eksperthjælp og helt særlig rådgivning, når der skal lægges en plan for klimasikring af byen. For det er nødvendigt, at der findes løsninger. Nyborg er nemlig udpeget af Kystdirektoratet som et særligt risikoområde i Danmark – blandt andet fordi kommunen har vand og hav på tre sider, og er et knudepunkt for bil- og togtrafik.
Når stormfloden rammer Nyborg, er der stor risiko for oversvømmelser, både i dele af by og langs kysten, men også for at trafikken på tværs af Storebælt lammes. Derfor skal vi gøre alt for at sikre og tilpasse vores by til meget mere vand – en opgave det er nødvendigt, at stat og kommune arbejder sammen om. I fællesskab skal vi finde de bedste løsninger, og det skal ske hurtigt. Derfor er jeg glad for den aftale, vi nu har indgået, som giver os vigtig viden og vejledning på vejen mod en konkret plan for klimasikringen i Nyborg,
Ved stormfloden i 2006 nåede vandstanden på havnen 1,76 meter over det normale, og ifølge ministeren vil den slags hændelser i fremtiden ske langt oftere. Derfor engagerer Miljøministeriet sig nu i hurtigst muligt at få lavet en konkret plan for kystsikringen i Nyborg, der skal beskytte byen mod voldsomme oversvømmelser i fremtiden.
Nyborg er den kun tredje kommune i landet, og den eneste på Fyn, der med aftalen får adgang til at trække på ministeriets ressourcer, viden og værktøjer. Og selvom der ikke følger finansiering med, så er Nyborg klar på at løfte opgaven:
I Nyborg har vi altid levet ved og med vandet, og det skal vi blive ved med – lige som man har gjort i næsten 1000 år før os. Men at klimsikre byen og kyststrækningen ud mod Storebælt er en bunden opgave, for det kan få store konsekvenser og give enorme skadesomkostninger, hvis vi venter. Derfor skal vi investere rettidigt og med omtanke – så vi passer på vores by og tilpasser os til fremtidens udfordringer,
Den nye samarbejdsaftale med Miljøministeriet skal munde ud i, at der i 2026 vedtages en plan for etableringen af klimasikringen i Nyborg.
Læs hele samarbejdsaftalen her
Du kan allerede nu høre mere om vandet i Nyborg på lørdag 10. maj , hvor filminstruktur Thomas Vinterberg gæster Bastionen ved arrangementet Vinterberg & Vandet i Nyborg.
FAKTA
Nyborg er udpeget af Kystdirektoratet i 2018 og igen i 2024 som særligt risikoområde. Det skyldes bl.a. beliggenheden på en halvø med vand fra tre sider, bymidten, virksomheder, vigtig kulturarv og placeringen af kritisk infrastruktur som banegården og motorvejen
At være udpeget som særligt risikoområde betyder blandt andet, at Nyborg Kommune er særligt forpligtet til at gøre noget ved risikoen for oversvømmelser som følge af stormflod.
Samarbejdsaftalen sker som et led i arbejdet med statens Klimatilpasningsplan 1, hvori der i alt er afsat 18. mio. kroner til statsligt bidrag mellem 2024-2027.
Nyborg Kommune har i 2018 udviklet en risikostyringsplan for opgaven og i 2022 en klimatilpasningsplan.
I 2023 modtog Nyborg Kommune 5,1 mio. kroner fra Kystpuljen til udvikling af stormflodssikring af Nyborg Havn og marina.
For yderligerer oplysnnger, kontakt
Borgmester i Nyborg Kommune, Kenneth Muhs (V). Tlf. 2159 9966.