Søg

Nyborg får yderligere 4 millioner til stormflodssikring

Nyborg by skal klimasikres – så både boliger, kritisk infrastruktur og virksomheder beskyttes mod vandet fra Storebælt i tilfælde af stormflod. Det arbejde er allerede i gang og støttes nu med 4 mio. kroner fra Miljøministeriet og Den Nationale Kystpulje.

Der skal bygges mure og diger, og så skal terrænet hæves for at holde vandet ude i tilfælde af stormflod. Sådan lyder planen for klimasikringen i Nyborg by, som Byrådet vedtog 26. august. Her er der både fokus på området omkring havnen og Lindholm samt at hæve sikringen fra 1,8 til 2,0 meter.

Indsatsen hjælpes nu godt på vej af økonomisk støtte fra Miljøministeriet, der bidrager med 3,9 mio. kroner fra Den Nationale Kystpulje. Tilskuddet er målrettet en udvidet strækning ved Lindholm med en anlægssum på knap 10 mio. kroner.

Vi er naturligvis glade for både opbakningen og de knap fire millioner, vi har fået af Miljøministeriet til at udvide og hjælpe klimasikringen af Nyborg på vej. Pengene er et vigtigt tilskud til det arbejde, vi står overfor, hvor vi skal beskytte byen mod fremtidige oversvømmelser til gavn for boliger, virksomheder og kritisk infrastruktur,

- siger formand for Klima- & Naturudvalget, Per Jespersen (A)

Formålet med kystsikringen er at holde vandet fra Storebælt ude, når vejret bliver voldsomt, og her er Nyborg særligt udsat. For udover at borgerne risikerer vand i kælderen, så er her også både kritisk infrastruktur og miljøvirksomheder, som kan blive ramt, hvis der kommer stormflod. Derfor er Nyborg by udpeget som særligt risikoområde for oversvømmelser ved stormflod.

Med 50 km kystlinje, Vindinge Ådal i baghaven, lavtliggende jorde og Storebælt som nabo har Nyborg en geografi, der gør, at dele af byen er har særlig høj risiko for at blive oversvømmet ved stormflod. Derudover er vi et centralt knudepunkt for hele landet, så klimasikring er en helt nødvendig og fælles opgave for det kommende byråd. En opgave der bliver markant nemmere nu, hvor vi har fået så stort et tilskud fra ministeriet,

- siger borgmester Kenneth Muhs (V)

Tilskuddet omhandler beskyttelse af strækningen ved Lindholm, der består af betonelementer, jorddige og mobile porte og en samlet sikringskote på + 2,5 meter.

Projektet skal stå færdigt senest 1. oktober 2030, før tilskuddet udbetales.

Længere og højere sikring

I 2022 vedtog Byrådet handlingsplan for Klimatilpasning og en prioritering af, hvordan den skal udmøntes i denne byrådsperiode. Byrådet har netop revideret den del af planen, der handler om højvandssikring af Nyborg by og godkendt en længere og højere sikring, hvor netop strækningen langs Lindholm er blevet en del af den samlede stormflodssikring af byen.

Du kan læse referat fra byrådets sidste møde her

Du kan læse mere om stormflodssikring i Nyborg Kommune her