Nyborg Kommune får ny borgerrådgiver

Den 2. marts har Maiken Lundgaard Hansen første dag i jobbet som Nyborg Kommunes nye borgerrådgiver. Fra kontoret på rådhuset vil hun være bindeled mellem administrationen og borgerne.

Borgerrådgiver Maiken Lundgaard Hansen
Fotografi © Nyborg Kommune
Borgerrådgiver Maiken Lundgaard Hansen
Fotografi © Nyborg Kommune

Byrådet i Nyborg Kommune har ansat en ny borgerrådgiver. Valget er faldet på den 51-årige juristuddannede Maiken Lundgaard Hansen. De sidste 3,5 år har hun arbejdet netop som borgerrådgiver – først i Svendborg Kommune og senest i en delt stilling mellem Assens, Middelfart og Nordfyns Kommune.

I alt har Maiken Lundgaard Hansen 14 års konkret erfaring fra andre kommuner, foruden kompetencer fra andre stillinger og også som adjunkt ved Københavns Professionshøjskole og ekstern lektor ved Syddansk Universitet. Nu ser hun frem til at åbne døren til kontoret i Nyborg:

- Som borgerrådgiver møder man ofte komplekse og følsomme sager, hvor tilliden kan være lav og konfliktniveauet højt. Min erfaring er, at borgerrådgiverens succes med at hjælpe borgerne og understøtte forvaltningen afhænger af en åben og respektfuld dialog – også når der er begået fejl, der skal formidles og rettes. Det er med den motivation, jeg træder ind i jobbet, og jeg glæder mig til samarbejdet både med borgerne, administrationen og byrådet,

- siger Maiken Lundgaard Hansen.

Ansættelsen blev godkendt af et enigt byråd på deres møde 27. januar, og på vegne af byrådet udtaler borgmester Kenneth Muhs:

- Det er vigtigt for os, at borgerne har en rådgiver at gå til, der kan hjælpe med at forstå en afgørelse, vejlede om rettigheder og klagemuligheder eller mægle i svære sager. Med ansættelsen får vi en rådgiver, der har stor erfaring indenfor det offentlige, og netop ved, hvordan en kommune er organiseret, og hvad arbejdsfeltet er i praksis. Vores nye borgerrådgiver er særligt optaget af at styrke retssikkerheden og skabe læring i organisationen ved at omsætte jura til praksisnær viden. Blandt andet derfor er Maiken Lundgaard Hansen det rigtige valg for Nyborg Kommune, siger borgmester Kenneth Muhs.

Første arbejdsdag for den nye borgerrådgiver bliver 2. marts.

Du kan læse mere om borgerrådgiverfunktionen her

For yderligere oplysninger, kontakt

Presseansvarlig Heidi Callesen, tlf. 2973 4311.