Stor succes for Seniorlivsmesse i Nyborg Kommune
Knap 500 mennesker lagde vejen forbi Nyborg Idræts- og Fritidscenter 9. oktober, da dørene blev åbnet til årets Seniorlivsmesse.
Stemningen var høj og snakken livlig, da Nyborg Kommune i samarbejde med Ældre Sagen og Seniorrådet inviterede til en dag i fællesskabets tegn. Hele 48 stande med foreninger, frivillige fællesskaber og kommunale tilbud stod klar til at møde de mange besøgende og fortælle om mulighederne for et aktivt og meningsfuldt seniorliv.
Messen indledtes med, at tre modige seniorer delte deres personlige historier om, hvordan de har fundet vej ind i fællesskaber – og hvilken forskel det har gjort for deres livskvalitet og trivsel. Fortællingerne skabte både genklang og inspiration blandt publikum.
Dagen bød også på fællessang, hvor salen stemte i på ”Livstræet”, og samhørigheden bredte sig i hallen.
Mod afslutningen fik deltagerne mulighed for at røre sig med en omgang stolegymnastik – et populært indslag, der fik både grin og gode stræk frem.
Som prikken over i’et blev der blandt de mange deltagere udtrukket en vinder af årets gavekurv – denne gang fra Vinspecialisten i Nyborg.
Seniorlivsmessen viste med al tydelighed, at Nyborgs seniorer har både engagement, nysgerrighed og lyst til at være en del af noget større. Med den store opbakning fra både borgere, foreninger og frivillige er der allerede nu stor forventning til næste års messe.
Her kan du læse mere om formålet med messen og hvilke stande, der var at finde på messen i år.
Seniorlivsmessen 2025