Gode råd til samtalen
Som forælder kan det være svært at vide, hvad man skal gøre, hvis man er bekymret for, om ens barn har et bekymrende forbrug af alkohol, stoffer eller opioider.
Der findes ikke én rigtig måde at tage samtalen på. Det vigtigste er, at du viser, at du er der, og at du gerne vil forstå, hvordan dit barn har det.
Mange unge har lettere ved at tale om svære emner, hvis samtalen foregår samtidig med en aktivitet. Det kan fx være på en gåtur, i bilen, mens I laver mad eller gør noget praktisk sammen.
- Vælg et roligt tidspunkt, hvor der er tid og plads til at tale sammen.
- Fortæl konkret, hvad du er bekymret for, uden at skælde ud eller anklage.
- Stil åbne spørgsmål, fx: “Hvordan har du det egentlig?” eller “Hvad betyder det for dig?”
- Lyt mere, end du taler.
- Prøv at forstå, hvad alkohol eller stofferne gør for den unge – fx om det handler om fællesskab, uro, svære følelser eller pres.
- Vis, at du stadig ser alt det gode i den unge.
- Sig tydeligt, at du gerne vil hjælpe, og at der findes hjælp.
Din støtte har betydning
Hvis den unge får hjælp eller behandling, har din støtte stor betydning. Forandring tager tid, og der kan være både fremskridt og tilbagefald undervejs.
Som forælder kan du støtte ved at være tålmodig, nysgerrig og ved at holde fast i relationen – også når det er svært. Det kan også være en god idé selv at søge rådgivning, så du ikke står alene med bekymringen.
Kontakt os