start på hovedindhold

Boost din trivsel

Et forløb til dig, der lever med depression og gerne vil lære teknikker til håndtering.

Formålet med forløbet er at give dig en generel viden om depression og psykisk sårbarhed, samt at du får relevante redskaber til at arbejde med din egen situation.  Vi arbejder med, hvordan krop, tanker, adfærd og følelser påvirker hinanden gensidigt, med at håndtere påvirkningen af omgivelserne og hvilke muligheder du har for aktivt at påvirke dette system.

Du vil blive introduceret til forskellige afspændingsteknikker og åndedrætsøvelser og øvelser med fokus på kropsbevidsthed og kropslige strategier til håndtering af depression. 

Træning og undervisning varetages af terapeuter fra Træning og Sundhedsfremme i Nyborg Kommune, som henholdsvis er uddannet fysioterapeut og ergoterapeut.

Det primære fokus vil være det kropslige velvære ved at bruge sin krop på forskellige måder. Der vil i træningen være elementer af konditionstræning, styrketræning men også afspænding og kropsbevidsthed. Træningen er tilrettelagt så alle uanset træningserfaring kan deltage.

Træningen foregår udendørs nær skov og strand. Undervisningen vil give inspiration til aktiviteter udendørs samt opleve velvære ved at opholde sig i naturen. Du skal kunne gå ca. 2 km.

Ved 2. eller 3. træningsgang og de følgende uger hen til afslutning af forløbet, bader vi i havet sammen med holdet og terapeuterne fra Træning og Sundhedsfremme. Vinterbadning er godt mod depression, stress og angst. Kroppen mærkes på en ny måde og der frigives endorfiner og adrenalin i blodet samt en række signalstoffer i hjernen. 

Terapeuterne indleder forløbet med en opstartssamtale for hver enkelt deltager. Målet med   samtalen er at sikre at forløbet er relevant for dig.

Tilbuddet er for dig, der: Lever med depression, og har fået stillet diagnosen.

Tilmelding

Du skal henvises til tilbuddet af egen læge. For spørgsmål kontakt Træning og Sundhedsfremme på tlf. 6333 7872 mandag til fredag 8.00-9.30 eller mandag, tirsdag og torsdag mellem kl. 12.30-13.30 eller på e-mail: traeningogsundhedsfremme@nyborg.dk.

Tid og sted

Vi mødes en gang om ugen i 10 uger. Forløbet foregår om tirsdagen og varer i to timer pr. gang i nærliggende skov og ved strand. Holdet er op til 12 deltagere.