Vil du være nævning eller domsmand?
Du kan frem til 1. januar 2027 ansøge om at komme på grundlisten og dermed fungere som nævning eller domsmand.
Nævninge og domsmænd kaldes lægdommere. De hjælper rettens juridiske dommere med at dømme i visse straffesager.
Hvert 4 år. indstiller Nyborg Kommune lægdommere til Østre Landsret.
Et udvalg (Grundlisteudvalget) vælger de personer, der kommer på kommunens grundliste. Listen skal afspejle, hvordan befolkningen er sammensat.
Det er Østre Landsret, der laver nævninge- og domsmandslister. Det sker ved lodtrækning blandt de personer, kommunerne indstiller på grundlisterne.
Den nuværende periode løber fra 1. januar 2024 til 31. december 2027.
Du kan nu ansøge om at komme på Nyborg Kommunes grundliste for perioden 1. januar 2028 til 31. december 2031.
Du modtager en kvittering for din ansøgning, og du vil i marts 2027 få besked på, om du er kommet på grundlisten.
Mere information
Her kan du få mere at vide om det at være lægdommer
Lægdommere er den samlede betegnelse for nævninge og domsmænd, og de har til opgave at hjælpe rettens juridiske dommere med at dømme i visse straffesager.
Om man er domsmand eller nævning afhænger af, hvilken type straffesag, der er tale om.
Som lægdommer er man "den sunde fornuft", som bidrager med den almindelige danskers synspunkter.
Det er helt almindelige borgere, som får til opgave at virke som nævninge og domsmænd. Det er netop meningen, at det skal være et bredt udsnit af befolkningen.
For at blive optaget på grundlisten i Nyborg Kommune, er det et krav, at du:
- er dansk statsborger
- har stemmeret til Folketingsvalg
- er fyldt 18 år den 1. januar 2028
- ikke fylder 80 år inden 31. december 2031
- bor i Nyborg Kommune
- behersker det danske sprog i skrift og tale
- er ustraffet (Landsretten indhenter straffeattest)
- har et fysisk og psykisk helbred, der gør dig i stand til at deltage i retsmøder.
Følgende er udelukket fra at blive lægdommer:
- præster i folkekirken og andre trossamfund
- ministre
- ansatte i ministeriers departementer og ansatte i chefstillinger i departementernes underordnede myndigheder
- ansatte ved domstolene og i politiet, anklagemyndigheden, kriminalforsorgen, fængselsbetjente og andre myndigheder på Justitsministeriets område
- advokater og advokatfuldmægtige.
(Personer med en juridisk kandidatuddannelse kan kun blive udtaget, hvis de ikke har været beskæftiget med juridiske opgaver gennem en længere periode).
I langt de fleste straffesager deltager lægdommere, og domsmænd er langt mere almindelige end nævninge. Det kan både være i byretten og i landsretten, men aldrig i Højesteret.
Lægdommere deltager på lige fod med de juridiske dommere, og lægdommernes stemme tæller lige så meget som de juridiske dommeres. Derfor er det et meget stort ansvar at være lægdommer.
Man kan påregne at blive indkaldt til at medvirke ca. fire gange årligt.
Lægdommerne overværer hele sagen. Normalt er der kun tale om en enkelt dag, hvor der kan være flere enkeltsager, men der kan også være sager, som varer flere dage eller endog uger.
Man indkaldes med mindst 3 dages varsel som domsmænd og en uge som nævning.
Man kan ikke tilvælge/fravælge bestemte typer af sager.
Hvervet som lægdommer er borgerligt ombud, og det vil sige, at du har pligt til at være lægdommer i hele perioden.
Hvis man flytter fra den retskreds, man er udpeget til at være lægdommer i, kan man dog søge om fritagelse.
Nyborg Kommunes Grundlisteudvalg vælger de personer, der kommer på grundlisten.
Grundlisteudvalget skal sammensætte grundlisten, så den repræsenterer et bredt udsnit af befolkningen i kommunen - fordelt på eksempelvis køn, etnisk oprindelse, uddannelsesmæssig baggrund og beskæftigelse.
Grundlisten sendes til Østre Landsret, og det er Østre Landsret, som udpeger lægdommere fra grundlisten.
Der er ingen garanti for, at du kommer på grundlisten, selvom du umiddelbart lever op til alle kravene. Det afhænger bl.a. af, hvor mange borgere i Nyborg Kommune, der ønsker at blive optaget på listen. Grundlisten skal indeholde 1 person for hver fulde antal af 300 indbyggere i kommunen. I Nyborg Kommune skal grundlisten bestå af 108 personer.
Østre Landsret trækker lod blandt alle medlemmer på grundlisten, og ca. halvdelen bliver udvalgt og deltager som lægdommer.
Bliver du udpeget af landsretten, kan du forvente at høre fra landsretten inden udgangen af 3. kvartal 2027. Du hører kun noget, hvis du bliver udtaget fra grundlisten af landsretten.
Du kan forvente at bruge cirka 4 dage om året på hvervet som lægdommer. Dog kan du blive indkaldt som lægdommer i en større sag, som kan strække sig over flere retsdage.
Det er et borgerligt ombud at være lægdommer, og det vil sige, at du har pligt til at være lægdommer i hele perioden.
Som lægdommer har du krav på at blive fritaget for arbejde på de dage, hvor du skal fungere som lægdommer. Alt afhængig af den overenskomst, du er ansat efter, kan du få fri med eller uden løn. Det vil også være lovligt fravær i forhold til skole.
Betaling
- Som lægdommer får du 1.100 kroner (2026) pr. dag, du møder som lægdommer, og 120 kroner (2026) for hver nat, du er væk hjemmefra.
- Du får udgifter til transport dækket, hvis du skal rejse mere end tre kilometer (typisk udgiften svarende til en standardbillet).
- Du skal betale skat af pengene for arbejdet.
Du kan læse mere om lægdommere på domstol.dk
Domstolsstyrelsen har produceret nogle korte film om hvervet som lægdommer.
Grundlisteudvalget består af fem personer, der er udpeget af Byrådet for en 4-årig periode, der svarer til den periode, Byrådet er valgt for.
Medlemmerne af Grundlisteudvalget for perioden 1. januar 2022 til 31. december 2025 består af:
- Claus Harton (V)
- Liv Asta Holst Nielsen (V)
- Merete Bang (A)
- Mathias Vrå Hjort (A)
- Emilie Haaning (B)
I forbindelse med din ansøgning om at komme på grundlisten for perioden 1.1.2028-31.12.2031 behandler Grundlisteudvalget dine personoplysninger med henblik på at beslutte, hvem der skal udtages til grundlisten.
De personoplysninger, der behandles er: fulde navn, cpr-nr., adresse, e-mail, telefonnummer, uddannelse, stillingsbetegnelse, ansættelsessted, herkomst og statsborgerskab.
Du afgiver selv oplysningerne i ansøgningen, og Grundlisteudvalget kontrollerer oplysningerne ved opslag i cpr-registret.
Vi behandler dine personoplysninger på følgende grundlag:
- Retsplejelovens § 72, jf. §§ 68-71.
- Grundlistebekendtgørelsens § 4 og § 5.
- Databeskyttelsesforordningens art. 6, stk. 1, litra c og e, og art. 9, stk. 2, litra f.
- Databeskyttelseslovens § 11, stk. 1.
Dine rettigheder
Vi skal orientere dig om, at du har ret til:
- at få indsigt i de oplysninger, vi har registreret om dig.
- at få berigtiget urigtige oplysninger om dig, hvis vi er enige i, at de er urigtige.
- at gøre indsigelse mod en ellers lovlig behandling af dine personoplysninger.
- i visse tilfælde at få behandlingen af dine personoplysninger begrænset.
Videregivelse
Vi videregiver dine personoplysninger til Præsidenten for Østre Landsret, hvis Grundlisteudvalget indstiller dig som lægdommer.
Præsidenten for Østre Landsret danner ved lodtrækning blandt de indstillede personer nævninge- og domsmandslister til landsretten og byretterne. For at sikre, at de kommende lægdommer opfylder retsplejelovens krav om at være uberygtede, indhenter landsretspræsidenten en udtalelse fra kriminalregistret, om de pågældende personer.
Dataansvarlig
Nyborg Kommune er dataansvarlig for behandlingen af dine personoplysninger.
Vi kan på nuværende tidspunkt ikke sige, hvor længe vi vil opbevare dine personoplysninger. Dog kan vi oplyse dig om, at vi følger behandlingsprincipperne i databeskyttelsesforordningens art. 5, når vi skal fastlægge, hvor længe dine oplysninger vil blive opbevaret.
Kontaktoplysninger på kommunes databeskyttelsesrådgiver
Hvis du har spørgsmål til vores behandling af dine personoplysninger, er du velkommen til at kontakte kommunens databeskyttelsesrådgiver på mail: dpo@nyborg.dk eller på telefon 3047 5292. Indeholder din henvendelse personfølsomme oplysninger anbefaler vi, at du bruger digital post - klik her eller sender et brev til Databeskyttelsesrådgiveren, Nyborg Kommune, Torvet 1, 5800 Nyborg.
Du har mulighed for at klage til Datatilsynet, hvis du er utilfreds med den måde, vi behandler dine personoplysninger på. Du finder Datatilsynets kontaktoplysninger på www.datatilsynet.dk.