start på hovedindhold

Udviklingsforløb for dig og din butik i Nyborg bymidte

Mangler du inspiration, sparring og konkrete værktøjer til at styrke din forretning i bymidten, uden at det skal tage al din tid?

Så kan vi hjælpe dig videre via et skræddersyet udviklingsforløb, hvor du vælger, hvad der giver mening for dig og din virksomhed.

Hvad handler det om?

Forløbet er for små og mellemstore virksomheder med salg til private i og omkring Nyborg bymidte. Det er uanset, om du driver butik, café, klinik, sælger oplevelser eller noget helt andet. 

Det vigtigste er, at du har lyst til at udvikle din forretning og være en del af et stærkt lokalt netværk.

I projektet kommer du igennem workshops helt tæt på fem centrale temaer, der er vigtige for virksomheder i bymidten. Hertil 1:1 sparringsmøder, i den frekvens det passer dig.

Basisworkshops:

  • AI og digitalisering: Bliv mere synlig online – og spar tid i hverdagen med AI-værktøjer.
  • Salg og service: Skab en oplevelse, der får kunderne til at komme igen.
  • Brug af data: Brug dine egne kassedata og kundeviden til at blive en bedre købmand.
  • Grøn omstilling: Find ud af hvad dine kunder forventer – og lær at fortælle historien om dine grønne valg.
  • Lokal tilknytning og storytelling: Styrk din forretning gennem fællesskab.

Efter gennemførelsen af de 5 basisworkshops tilbydes du skræddersyede workshops ud fra deltagernes ønsker og behov. For eksempel:

  • Lav video på smartphone
  • Annoncering med META
  • Kom godt i gang med AI

Hvor meget tid kræver det? 

Forløbet starter med et basisforløb, som tager ca. seks måneder. Det består af et introduktionsmøde á max to timer, 5 lokale workshops á 2-2,5 time, som bliver planlagt udenfor generel åbningstid og højsæsoner, samt minimum to møder med din forandringsagent.

Efter basisforløbet kan du vælge, om du vil deltage i specialiserede workshops om f.eks. SEO, sociale medier og bæredygtig drift og også fortsætte med personlig sparring efter dit behov. 

Hvad koster det?

Det koster 2.000 kr. eks. moms i engangsgebyr per virksomhed at deltage i projektet.

Din virksomhed modtager støtte i form af workshops og ekspertviden. Det er ydelser, som har en økonomisk værdi og giver dig en konkurrencefordel og derfor tæller som statsstøtte under de minimis-ordningen.

Her vil din virksomhed modtage ydelser til en værdi af 9.000 til 75.000 kr. i de minimis-støtte, alt efter hvilke aktiviteter du deltager i.

Hvis din virksomhed inden for de sidste tre år har modtaget statsstøtte (f.eks gennem andre projekter), hjælper vi gerne med at afklare, om du stadig kan deltage.

For at høre nærmere og tilmelde dig, kontakt:

Sanne Hoffensetz Andresen. Tlf. 3026 1743 eller e-mail: saha@nyborg.dk 

Vi gjorde det – og derfor sender vi vores anbefaling videre

Som butiks-, café- eller restaurantindehaver er der altid noget, der haster. Kunder skal betjenes, varer skal på hylderne, og driften skal fungere. Derfor kan det være svært at finde tid til udvikling.
Alligevel valgte vi, 14 lokale butikker i Nyborg, at deltage i første hold på Fremtidens Fynske Bymidter – og det har vi ikke fortrudt.

  • Nye idéer og konkrete værktøjer
    Forløbet har givet os nye idéer, konkrete værktøjer og inspiration til at udvikle vores butikker. Vi har arbejdet med blandt andet kunstig intelligens, sociale medier, salg, kundeoplevelser og butiksindretning – men vigtigst af alt har vi fået viden, som kan bruges med det samme.
  • Nye relationer og netværk
    Samtidig har vi lært andre butiksejere endnu bedre at kende. Vi har delt erfaringer, inspireret hinanden og skabt nye relationer på tværs af bymidten. Det gør en forskel. For stærke butikker skaber en stærk bymidte.
  • Også for dine medarbejdere
    Noget af det bedste har været, at vi kunne tage medarbejdere med. Når flere får ny viden sammen, bliver det lettere at omsætte idéer til handling.

Derfor vil vi gerne sende anbefalingen videre.

Hvis du har lyst til at få nye perspektiver på din forretning, blive inspireret af andre og få konkrete redskaber til fremtiden, så kom og hør mere om næste hold.

Informationsmøde

Onsdag 26. august 2026 kl. 8.30 på Nyborg Rådhus.

Her kan du møde nogle af os, der allerede har været med, og høre, hvad forløbet har betydet for vores forretninger.

Tilmeld dig her allerede i dag. Vi håber at se dig.

Logo Fremtidens Fynske Bymidter, EU og Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse