Nyhed, tilføjet 21. mar. 2022

100 dage til Tourstart i Danmark

Onsdag 23. marts får Nyborg besøg af Tour de France løbsdirektør Christian Prudhomme, hvor han efter et visit på Storebæltsbroen blandt andet gæster Danehofskolen afd. Nyborg.

I forbindelse med at der onsdag 23. marts er 100 dage til Tour de France starter i Danmark, tager Danehofskolen afd. Nyborg imod cykelløbets direktør Christian Prudhomme, hvor han og øvrige repræsentanter fra ASO præsenteres for arbejdet med ’Skole-touren’.

En af aktiviteter går ud på at designe en cykeltrøje. I den forbindelse har Skoleafdelingen i Nyborg Kommune bestilt 1.800 stk. cykeltrøjer af krydsfiner hos Nyborgværkstedet, som vil blive dekoreret af alle 0.-5. klasser på kommunens fri-, privat- og folkeskoler. Når trøjerne er malet færdige, hænges de op, så alle kan beundre de smukke værker, som eleverne har lavet og på samme tid gøre Touren til hele Nyborg Kommunes projekt.

Danehofskolen har sørget for at skabe en gul atmosfære på dagen 23. marts. Allerede ved indgangen vil der være pyntet med cykler på taget, og der vil blive gjort opmærksom på, at Danehofskolen er en certificeret UNICEF Rettighedsskole. Indendørs af den lange gang vil nogle af de trøjer der allerede er malet færdige være hængt op, og indgangen til de enkelte centralrum være pyntet som en mål-, sprint- og bjergport i de karakteristiske Tour farver.

Der vil også være aktiviteter på skolens udendørsområder. De helt små kører på rulleskøjter og løbehjul, mellemtrinnet cykler omgange på sportspladsen, og nogle af byens cykelhandlere vil være på plads for at tjekke elevernes cykler.

Foruden løbsdirektør Christian Prudhomme og resten af den franske delegation fra ASO, deltager repræsentanter fra Grand Depart og Nyborg Kommune samt borgmester Kenneth Muhs. Ligeledes vil både franske, internationale og danske medier være repræsenteret.

Dagen 23. marts markeres også med mange spændende arrangementer i resten af landet – særligt i de fem danske start- og målbyer.

Du kan læse den officielle pressemeddelelse her