Cykling har ingen alder, hvilket der var slagkraftig enighed om ifm. et cykel træf på Vestervold, Nyborg Kommunes aktivitets-, forenings- og frivillighus onsdag 20. marts. Mødedeltagere omfattede cykelentusiaster, plejehjemspersonale, interesserede frivillige, aktive pensionister, forenings repræsentanter samt kommunen - som deltog i form af Svend Davidsen, Områdeleder for ældre i Nyborg Kommune.
En sådan cykeltur, det er jo en fantastisk oplevelse - en reel oplevelse, der giver de ældre et mere værdigt liv - hvor man er sammen, kan grine sammen og hvor man sikkert spændt fast på en lækker rickshaw i fællesskab nyder de smukke omgivelser, mens frivillige piloter sikkert træder i pedalerne. Jeg er overbevist om, at mange af vores ældre på kommunens plejehjem vil få fantastiske oplevelser i de rickshaws, som står på plejehjemmene i Nyborg Kommune.
Svend Davidsen, områdeleder for ældre i Nyborg Kommune
’Cykling uden alder’ arbejder i mere end 50 lande globalt og er til stede i godt halvdelen af landets kommuner, hvor over 500 rickshaws står til rådighed for landets plejehjem. ’Cykling uden alder’ faciliterer forbindelsen til frivillige cykelpiloter - dem der træder i pedalerne på de eldrevne, tre-hjulede cykler - som navigerer cyklerne sikkert rundt til naturskønne områder og dermed giver ældre nye oplevelser, relationer og venskaber samt får et afbræk i dagligdagen, som for mange kan forekomme ensformigt og monotont.
For at lykkes og dermed for at give ældre på kommunens plejehjem nye, spændende oplevelser i lokalområdet kræves ikke kun rickshaws, men også frivillige cykelpiloter. Derfor efterspørger ’Cykling uden alder’ også lokale frivillige, der efter oplæring finder glæde i at give beboere på kommunens plejehjem livsbekræftende naturoplevelser, stærkere relationer og ofte et godt grin. Ofte får cykelpiloten – ud over motion – en masse med hjem; nye relationer, naturoplevelser, frisk luft og en masse glæde.
Er du – eller nogen du kender – nysgerrig i at høre mere, eller at finde ud af om det at være cykelpilot er noget for dig, inviterer Nyborg Kommune til præsentation og information ved fem arrangementer:
- tirsdag 16. april kl. 15.00-16.15 på Egevang, Egevangsvej 1, Ullerslev
- onsdag 17. april kl. 15.00-16.15 på Rosengården, Kløvervej 1, Ørbæk
- tirsdag 23. april kl. 15.00-16.15 på Jernbanebo, Nydamsvej 1, Nyborg
- onsdag 24. april kl. 15.00-16.15 på Svanedammen, Wørishøffersgade 25, Nyborg
- torsdag 25. april kl. 15.00-16.15 på Vindinge Landsbycenter, Vindinge Landsbycenter, Nyborg
Jeg glæder mig over, at dette nu er en mulighed i Nyborg Kommune og håber, at der er mange, der vil melde sig som frivillige cykelpiloter - en meget værdsat ressource - så vi kan give vores ældre endnu flere livsbekræftende muligheder i dagligdagen.
Svend Davidsen, områdeleder for ældre i Nyborg Kommune