Nyhed, tilføjet 01. apr. 2022

Ferietilbud i sommerferien

Ferie til børn i alderen 0 -17 år og deres forældre – arrangeret af Nyborg Kommune.

Nyborg Kommune understøtter familiers trivsel og udbyder 4 dages ferieoplevelse for økonomisk trængte familier.

En ferieoplevelse med nye input, nye bekendtskaber, aktiviteter og afslapning væk fra hverdagen.

Ferietilbuddet udbydes i skolernes sommerferie til børn i alderen 0-17 år og deres forældre. Det bliver afholdt 2.-5. juli og 5.-8. juli i ferieparken Bøsøre Strand.

Familierne indkvarteres i feriehytte eller campingvogn.

Det er 4 dage med tid til familien, men også nogle dage med en række aktiviteter, som man kan melde sig til.

Ferien er omkostningsfri for deltagerne, og der er fælles frokost og aftensmad hver dag.

Der tilbydes ikke transport til og fra ferieparken.

Tilmelding

Du kan ansøge om ferietilbuddet her

Ansøgningsfrist er senest 1. maj 2022.

Der er begrænsede antal pladser. I vil få endelig besked om deltagelse i ferietilbuddet efter ansøgningsfristens udløb.

Ved spørgsmål tag kontakt til Nyborg Ungdomsskole, Carsten Højgaard på tlf. 6333 7051, e-mail: cne@nyborg.dk 

Ferie til børn i alderen 7-13 år – arrangeret af Ungdommens Røde Kors

Ungdommens Røde Kors afholder ferielejr på Ringe Fri- og Efterskole fra 24.-30. juli 2022 for børn i alderen 7-13 år.

Alle børn har brug for gode oplevelser i sommerferien. Nogle børn har ikke mulighed for at komme på ferie af økonomiske årsager. Det kan også være at psykiske, fysiske, sociale eller familiære forhold i barnets liv skaber et ekstra behov for en god ferie fyldt med oplevelser i fællesskab med andre børn.

Lejren i Ringe hedder Eventyrlejren og byder på en eventyrlig uge på børnenes præmisser. Særligt for Eventyrlejren er, at børnene på ankomstdagen vælger en linje, som de kan følge gennem ugen og måske fortsætte interessen for efter lejrens afslutning.

På Eventyrlejren får børnene mulighed for at deltage i et stort fællesskab med andre børn og legesyge voksne. At deltage giver børnene mulighed for at opleve nye og spændende ting, få nye kompetencer og ikke mindst danne nye venskaber.

Nyborg Kommune har 10 pladser på Eventyrlejren, hvor i alt 65 børn deltager. Du kan trygt sende dit barn afsted på lejren, hvor 35 dygtige og omsorgsfulde hjælpere og 4 erfarne lejrledere glæder sig til at give dit barn en ferie fyldt med gode oplevelser. Har du flere børn i aldersgruppen, er de velkomne til at deltage sammen.

Tilmelding

Frist for tilmelding er 20. april. Pladserne fordeles efter først til mølle. Der er ingen egenbetaling.

Tilmelding sker til Mette Marie Skovmand, Social og Familie, som kan kontaktes på tlf. 6333 7902 (ikke onsdage) eller e-mail: mems@nyborg.dk

Der tilbydes ikke transport til og fra lejren.