
Gul folkefest i Nyborg – Touren er mere end cykelløb
Alle ved at 2. etape af Tour de France 2022 slutter i Nyborg den 2. juli. Men vidste du, at der sker meget mere end cykelløb i byen den dag?
På kortet kan du se hvor de 12 eventzoner er 2. juli i Nyborg.
Inden cykelrytterne rammer Nyborg 2. juli, er der fest i byen – og der sker meget mere end cykelløb!
Store dele af Nyborg forvandles, og særligt de 12 eventzoner som popper op over hele byen, både på dagen og i dagene op til, er i den grad et besøg værd.
Eventzonerne er oplevelsesområder, og her vil der være forskellige aktiviteter, tiltag, live musik, outdoorliv, børneaktiviteter og meget, meget andet. Mange af oplevelsesområderne har et unikt tema, som vil være drivkraft for arrangementerne på pladsen gennem dagen.
Områderne åbner alle klokken 09.00 på tourdagen 2. juli, og så er der ellers fest og farver helt til klokken 23:30. På to af eventzonerne – på Torvet og på Havnen – er der endda allerede åbnet fredag 1. juli. Her kan du kickstarte den gule stemning med havnefest, livemusik og storskærme, hvor du kan følge hele 1. etape af cykelløbet, som er en enkeltstart i København.