Frivilligcenter Nyborg og Handicaprådet afholder i samarbejde med Nyborg Kommune Hyldestfesten for frivillige, foreninger og ildsjæle - det vil sige alle dem, der gennem forskellige aktiviteter og fællesskaber gør et rigtig stort arbejde, som understøtter sammenhængskraften i vores lokalsamfund i hele Nyborg Kommune.
Omkring 150 var med til festen, hvor der samtidig blev uddelt tre forskellige priser: Handicapprisen, Den Sociale Ildsjælepris og Frivilligprisen på ældreområdet. Nyborg Gymnasium leverede de festlige rammer sammen med 30 frivillige elever, der hjalp til at gøre dagen god for alle.
Vindere af de tre priser
Handicapprisen gik til NGIF Gymnastik og Atletik for etablering af NGIF Idræt for sindet. Den Sociale Ildsjælepris gik til Bjarne Graversen for hans virke i Mænds Mødested, mens Frivilligprisen blev givet til Brugerrådet Egeparken for deres store engagement i lokalområdet.