Nyhed, tilføjet 08. nov. 2023

Indvielse af Bodil Begtrups Plads

Kom med, når vi søndag 12. november indvier Bodil Begtrups Plads i Byparken i Nyborg.

Hegnene rundt omkring Nyborg Bypark blev fjernet i sommer, og herefter har Byparken været åben for alle. Nu indvier vi pladsen på den gamle remises drejeskive, som binder fortid og nutid sammen.

Pladsen har fået navnet Bodil Begtrups Plads for at ære og sætte fokus på en vigtig person i både Nyborgs og hele landets historie.

Bodil Begtrup var kvindesagsforkæmper, FN-delegat og ambassadør og blev født 12. november 1903 i Nyborg.

 

Tid og sted

Indvielsen af Bodil Begtrups Plads finder sted søndag 12. november 2023 kl. 14 i Byparken ved Holmens Boulevard og Færgevej i Nyborg.

Der vil være taler ved Kenneth Muhs, Borgmester i Nyborg Kommune, og Maria Jose Landeira Østergård, Forkvinde i Kvinderådet. De fremmødte vil blive budt på lidt at spise og drikke.

Bodil Begtrups Plads

Kvindesagsforkæmper, FN-delegat og ambassadør Bodil Begtrup blev født 12. november 1903 i Nyborg. Død 12. december 1987.

 

Bodil Begtrups karriere udspillede sig først og fremmest internationalt, og hun fik stor betydning for sikringen af kvinders rettigheder.

Efter 2. Verdenskrig blev Bodil Begtrup medlem af den danske delegation til FN's generalforsamling. I 1946 blev hun udnævnt til formand for FN's kvindekommission Commission on the Status of Women, og som næstformand for det udvalg, der forhandlede FN's menneskerettighedserklæring i 1948, sikrede hun, at kvinders rettigheder indgik her.

Bodil Begtrup blev Danmarks første kvindelige ambassadør, da hun i 1949 blev udnævnt til ambassadør på Island. I Danmark samlede hun landets husmoderforeninger i det, der i dag hedder Forbrugerrådet Tænk, og hun var ophavskvinde til den danske afdeling af Red Barnet. I 1951 var hun blandt de kvinder, der som de første blev udnævnt til ridder af Dannebrogordenen.

Bodil Begtrups Plads er en offentlig plads med adgang for alle. Pladsen er et mødested, hvor nye tanker kan formes og meninger brydes i både demokratiets og Bodil Begtrups ånd.