Søg
Tour de France kloakdæksel
Foto © NK

Kedelige dæksler? – Ikke i Nyborg

Ser du på kloakdækslerne når du færdes på gader og stræder? I Nyborg og omegn anbefaler vi, du kigger lidt ekstra på de runde metaldæksler, da flere af dem nu er skiftet ud med nye tour-modeller.

Nyborg Forsyning og Service har de seneste uger haft travlt med at skifte udvalgte kloakdæksler og skraldedæksler i kommunen ud med dæksler, som markerer værtskabet for Tour de France 2022.

Flere dæksler i blandt andet Nyborg gågade er skiftet ud, ligesom dækslerne omkring målstregen på Storebæltsvej også har fået et brush up. Ud over Nyborg har også Ullerslev og Ørbæk fået dæksler, så de kan mindes, at Tour de France 2022 lagde vejen forbi Nyborg Kommune.

Nyborg Forsyning og Service oplyser, at de nye flotte dæksler er kommet for at blive, og altså først skal skiftes ud den dag de ikke længere kan klare opgaven. Det bliver altså muligt at mindes den store dag i mange år fremover.