Nyhed, tilføjet 22. mar. 2023

Markering af VM, EM og danske mestre

Traditionen tro fik vi fejret Nyborg Kommunes mestre. Vi er stolte over at kunne give et skulderklap til jer, der har lykkedes med nogle meget flotte præstationer.

Hvor er det skønt, at vi endnu en gang kan fejre Nyborg Kommunes mestre.

Denne fejring er en tradition, som vi er rigtig glade for her i kommunen.

Mathias Lykke Sandison – Nyborg Svømmeklub

Dansk Årgangsmester på langbane 200 m bryst og 100 m bryst

Mathias har prøvet at stå her før for at blive fejret – det er dejligt at se ham igen og være med til at fejre flere af hans flotte resultater!

I juni 2022 stillede Mathias op i disciplinerne 200 meter og 100 meter brystsvømning på langbane ved de danske årgangsmesterskaber, der blev afholdt i Helsingør.

Mathias svømmede et fornuftigt og sikkert løb i det indledende afsnit på 200 meter bryst, og gik videre til finaleafsnittet som nr. 1 med 72 hundrededele ned til anden pladsen. Tiden i det indledende afsnit var 6,22 sekunder hurtigere, end hvad Mathias nogensinde før har svømmet på distancen.

Finalen viste sig fra sin bedste side – og var som de fleste finaler bør være, mere tætte og mere intense! Mathias ændrede denne gang lidt i taktikken, og med et meget tæt løb, kæmpede han sejren i hus på de sidste 100 meter. Mathias kunne holde tempoet hele vejen hjem og slog ind først og sikrede sig guldet og titlen som Dansk årgangsmester på langbane i 200 meter bryst, kun 22 hundrededele foran 2. pladsen. Igen med en tid, der var en personlig forbedring.

På sidste dagen af mesterskabet, svømmede Mathias det indledende afsnit på distancen 100 m brystsvømning, hvor han endnu en gang formåede at svømme sig videre til finalen som nr. 1.
Det indledende løb var utrolig tæt – det var kun en enkelt hundrededel, der skilte 1. og 2. pladsen.

I finalen kæmper Mathias med alt hvad han har, og får lige akkurat fingrene sat i væggen som den første i tiden 1:10.17 – og sikrer sig derved sin anden guldmedalje og titlen som Dansk Årgangsmester på langbane i 100 meter bryst.

Efter det danske årgangsmesterskab kunne Mathias gå på velfortjent sommerferie, og blev efter sommerpausen ”opgraderet” fra at være, hvad man i svømning kalder ’Årgangssvømmer’, til at være ’Juniorsvømmer’, som er den aldersgruppe man træder ind i efter sin tid som årgangssvømmer.
Det betød at Mathias i efteråret skulle prøve kræfter med sit første danske junior mesterskab på kortbane, hvor han altså ikke kun var oppe imod svømmere fra sin egen årgang (07), men også svømmere, der er nogle år ældre end ham selv.
Her endte det med en top-10 placering i 50 bryst, en top-12 placering i 100 bryst og en top-16 placering i 200 bryst.

I øjeblikket er Mathias i øvrigt aktuel på de danske ranglister, hvor han efter efteråret og det tidlige forårs forskellige stævner, ligger nr. 1 i sin årgang på 50 meter bryst på både kortbane og langbane – og på 200 meter bryst langbane.

Tonny Bastrup, Mikael Petersen, Martin Vilhelmsen, Martin Folmer og Claes F. Hansen – Nyborg Kegleklub

Danske mestre 2022

Spillerne fra Nyborg Kegleklub sikrede sig endnu engang titlen som danske mestre – dette for tredje gang i træk, tiende gang på elleve sæsoner og ellevte gang i alt.

Mesterskabet i 2021/22 sæsonen blev som ofte før en kamp imellem fynske hold, hvor det i år var holdet fra Middelfart, der ville kæmpe med om det danske mesterskab til det sidste.

Der var altså lagt op til den helt store mesterskabsdyst i sidste spillerunde, da Nyborg Kegleklub tog til Middelfart med troen på at sikre det Danske Mesterskab. Drengene fra Nyborg skulle bruge 2 point for at tage pokalen med til Nyborg – en hård opgave mod holdet fra Middelfart, som inden kampen havde taget 56 ud af 60 mulige point på hjemmebane.

Med støtten fra de altid medrejsende klubkammerater i ryggen, blev der gjort kort proces, da Claes som førstemand sikrede de 2 point og dermed det Danske Mesterskab!

I Nyborg Kegleklub danner det fantastiske sammenhold og unikke klubånd de perfekte rammer for sportslige resultater, hvilket sæsonen 2021/22 endnu engang blev bevis på

Benedikte Lundsgaard Palm - Krikkerne i Herrested

Junior EM for fjordheste junior dressur 2022

Benedikte og hesten Dorella Fjordlyst dystede til Europamesterskaberne for fjordheste junior dressur i de smukkeste omgivelser på Vilhelmsborg nær Århus den 27.- 31.juli 2022.

Makkerparret hev sejren i land og erhvervede sig den flotte titel som Europamestre i fjordheste junior dressur 2022.

Konkurrencen forløb over 3 dage. Sammen lagde hest og rytter sig fra start helt i top, og vandt alle tre starter med et stort spring til de øvrige konkurrenter, og sikrede sig dermed titlen som Europamestre i fjordheste junior dressur 2022.

Benedikte og Dorella Fjordlyst har tidligere gjort sig bemærket ved bl.a. at opnå en 2. plads ved Nordisk Mesterskab i 2019 samt vinde DM for Fjordheste Junior dressur i både 2020 og 2021.

Benedikte har fra hun var helt lille været vild med heste. Hun bor i Øksendrup og har sine heste hjemme, og hun ligger mange timer i både træning og pasning af hestene.

I 2018 fik Benedikte stillet Fjordhesten Dorella Fjordlyst til rådighed og sammen har de lært dressurens svære kunst og opnået mange fine resultater. Desværre danner de ikke længere par, men en ny stjerne er på vej. Vi glæder os til at se hvor det kan føre dig hen, Benedikte.

Østfyns Softball Klub – Jannik Pakula, Dennis Olsen, Anders Kirkebæk, Anders Rasmussen, Troels Jensen, Niels Lyder, Kristoffer Petersen, Trevor Tabaka, Jakob Grams og Mikkel Thy Christensen

Danske Mestre 2022 – Softball Slowpitch DM

For første gang er Østfyns Softball klub med til at blive fejret for et mesterskab!

Østfyns Softball Klub blev etableret i 1989 og har primært været aktiv på junior og senior niveau. Klubben har fortrinsvis spillet Fastpitch Softball, som er den version der blandt andet spilles i OL regi, og som er den væsentligt hurtigste og mest intense variant af spillet.

For 2-3 år siden besluttede klubben at fokusere mere på breddeidrætten og alderen 30+, og startede derfor Slowpitch op, som spilles med en blødere bold og tager mere hensyn til nye spillere.

Slowpitch DM afholdes under Dansk Softball Forbund, og er for spillere over 30 år. DM 2022 blev afholdt i Odense, og de otte bedste hold i Danmark var samlet.

Østfyns Softball Klubs’ slowpitch hold består af mange garvede og rutinerede softball spillere krydret med 3-4 nye og urutinerede, som spiller med på lige vilkår med de andre.

Klubben lægger vægt på at være en socialt ansvarlig klub med plads til alle, hvor stemning, hygge og rummelighed er i højsædet, samtidigt med at de går op i sporten og spillet, og giver alt hvad de har med god stemning og megen smil og glæde.

For 2 år siden startede klubben deres Senior Slowpitch hold op (30+), og indgik i den etablerede liga og endte dengang på en 6. plads efter sæsonen og DM.

I 2022 sluttede klubben på en delt 2. plads i grundspillet og sendte et hold til DM i september 2022 med god selvtillid og drømme om et godt resultat.

Holdet gik igennem grundspillet som ubesejret mod rigtigt stærke hold, vandt deres semifinale og stod i finalen overfor Lyngby Jokers for anden gang den dag og efter en hård og velspillet kamp, stod de som Danmarks Mestre. Det er det første Senior DM trofæ i klubbens historie, og de er naturligvis meget stolte og glade over præsentationen.

Også i september 2022 var klubbens U12 hold til DM og nåede tilsvarende hele vejen til finalen, hvor de dog måtte se sig slået af det bedste hold på dagen, men vandt sølv på flotteste vis.

Samlet set en rigtig flot september 2022 for Østfyns Softball Klub med en guld og en sølv medalje til DM! 

Nyborg Karateklub

Lærke Topp Havlit - To sølvmedaljer ved VM i kickboxing 2022

Nyborg Karateklub er blevet fejret flere gange her i Nyborg Kommune for flotte præstationer. Sidste gang vi mødtes til netop denne fejring blev Lærke også fejret, hvor hun var blevet dansk mester i flere discipliner.

Lærke blev i 2022 som 14-årig (nu 15 år) udtaget til det danske junior landshold i kickboxing for andet år i træk. VM 2022 blev afholdt i Italien 30. september til 9. oktober, og Lærke var en af seks udtagne danske kæmpere. Til VM deltog ca. 2000 kæmpere fra hele verden, fordelt på flere forskellige discipliner og vægtklasser. Lærke var udtaget til disciplinerne Light Contact og Kick Light, den eneste af danskerne, der var udtaget til to discipliner.

Lærke startede til karate om 7-årig, hvor hun allerede fra dag et viste at hun havde talent. Lærke har gennem sine nu 8 år i klubben trænet mellem 6 og 15 timer om ugen. Lærke har vundet et utal af danske mesterskaber, nordiske mesterskaber, mange udenlandske stævner og er et lysende talent indenfor både karate og kickboxing.

Der blev også investeret mange timer i træningen op mod dette VM. I seks måneder op til mesterskaberne trænede Lærke minimum to timer om dagen, seks dage om ugen. De sidste tre uger op til VM blev der udover træningen, studeret videoer af kæmperne i gruppen, lagt planer for kampene mod alle modstandere og trænet mentaltræning.

Alle kampe til VM er vind- eller forsvind-kampe. Lærke indledte sin Light Contact kategori mod en stærk bulgarer. I Light Contact må du slå og sparke over hoften. Lærke vinder både den indledende kamp, kvartfinalen og semifinalen. I finalen må Lærke desværre se sig slået af en meget stærk irer.

I Kick Light, hvor spark under hoften også er tilladt, vinder Lærke igen den indledende kamp, kvartfinalen og semifinalen. Igen taber Lærke desværre finalen, denne gang til en stærk kroat.

Alle som møder op til et VM er rigtig dygtige, hvorfor Lærkes præstation er meget speciel. Ingen i Dansk Kickboxing Forbunds historie har stået i to finaler til samme EM eller VM. Præstationen er imponerende - at man kan træde ind på verdens største scene og præstere som Lærke har gjort, det vidner om et talent, ihærdighed, lyst og vilje udover det sædvanlige.

Lærke bruger dog ikke kun tid på sin egen træning. Siden august har hun været træner på klubbens begynderhold, hvor hun giver de nye en god start på deres rejse indenfor karate og kickboxing.

Nyborg Kommune ønsker et stort tillykke til jer alle med de flotte resultater og ønsker jer alle held og lykke ved fremtidige konkurrencer. Vi er i Nyborg Kommune stolte af at kunne fejre så flotte resultater i så mange forskellige sportsgrene.