Søg

Museet får egen foodtruck til formidling af mad- og møllehistorie

Nyt mobilt madlaboratorium bliver taget i brug i skolernes efterårsferie. Madlaboratoriet er støttet af Realdania og skal sætte fokus på både møllehistorie og madkultur.

Østfyns Museer er netop blevet et mobilt madlaboratorium rigere. Madlaboratoriet – med den lidt mere moderne betegnelse foodtruck – er en lille mobil vogn, der skal fungere som et spændende ”anneks” til møllerne. Her kan både borgere, skoleklasser og publikum prøve at arbejde med korn, mel og madkultur, samtidig med at de får viden om møllernes historie.

Madlaboratoriets opgave er at levendegøre formidlingen af vindmøllerne på Østfyn. Det er muligt at besøge både Dyrehave Mølle, Svanemøllen og Viby Mølle, men af sikkerhedshensyn kan møllernes maskineri ikke køre, når der er gæster. Møllernes essentielle proces – det at male korn til mel – kan dermed ikke gøres synligt for de besøgende. I det nye mobile køkken kan der arbejdes både med korn og mel samt andre relevante fødevarer på forskellige måder, hvilket gør det muligt at understøtte formidlingen af møllehistorie og madkultur ved de tre møller.

Vi er meget glade for at have fået denne nye og spændende mulighed for at formidle møllehistorie og fødevarehistorie. Eftersom madlaboratoriet sætter fokus på netop mad, så bliver den fine vogn også en moderne ambassadør for fødevarebrandet Kongens Fadebur, der fortæller historie gennem mad og råvarer. Stor tak til Realdania for at støtte projektet og for at give os muligheden for at gøre møllerne og deres oprindelige funktioner nærværende - og dermed forbinde fortiden og nutiden gennem sanselige oplevelser.

- Mette Ladegaard Thøgersen, afdelingsleder Østfyns Museer

Klar til efterårsferien

Første gang man kan opleve det nye madlaboratorium i aktion er i uge 42 i skolernes efterårsferie. Vognen vil være placeret ved Dyrehave Mølle, hvor der er aktiviteter mandag til fredag fra kl. 10-14.00. I det lille køkken bliver der blandt andet uddelt smagsprøver på korn i forskellige former, det er muligt at dekorere småkager som møllesten, og så kan du lave dit eget snobrød.

Støttet af Realdania

Det nye madlaboratorium er en del af Projektet ”Kornmøllernes bygningsarv: Mark, mølle og måltid” der er blevet støttet med 200.000 kr. fra Realdania. Pengene skal, som nævnt i ovenstående, gå til køb og etablering af et mobilt madlaboratorium og til igangsættelse og udvikling af en række formidlingsaktiviteter ved både Dyrehave Mølle i Nyborg, Svanemøllen i Kerteminde og Viby Mølle på Hindsholm.

For yderligere oplysninger om Madlaboratoriet, kontakt

Judy Egholm, projektmedarbejder Kongens Fadebur. E-mail: jegh@ostfynsmuseer.dk, tlf. 2396 3987.