Søg
Hjerne med ord om sundhed
Foto © Nyborg Kommune

Ny Sundhedscafé på Vestervold

Medarbejdere fra Træning og Sundhedsfremme og Bostøtten i Socialafdelingen åbner fælles Sundhedscafé hver tirsdag på Vestervold i Nyborg.

Den nyåbnede Sundhedscafé er målrettet de borgere, der har svært ved at sætte fokus på egen sundhed. Det kan skyldes psykiske eller sociale udfordringer, tidligere dårlige oplevelser med sundhedsvæsnet eller manglende overskud til at tage hånd om eget helbred.

I Sundhedscaféen er vi sammen om sundhed. Her kan du møde medarbejdere fra både social- og sundhedsafdelingen, som står klar til en uformel samtale om både mental og fysisk sundhed. De giver råd og vejledning eller hjælper dig med at finde det rette kommunale- eller foreningstilbud til lige netop dig.

Ved hver Sundhedscafé vil der være et ca. 30 minutters oplæg om et udvalgt sundhedsemne fx ”Den gode samtale med en sundhedsfaglig”, ”Hjertekar sygdom”, ”Mental sundhed”, ”Søvnvaner”, ”Diabetes” osv. Emnerne for oplæggene finder du på Værestedet Huset, Den Blå og på Vestervold.

Sundhedscaféen er et uvisiteret tilbud, og du kan derfor bare møde op. Alle er velkomne.

Tid og sted

Sundhedscaféen afholdes hver tirsdag kl. 13.15 – 15 på Vestervold, Kgs. Bastionsvej 2, 5800 Nyborg. Der vil være oplæg fra ca. kl. 13.30-14.

Sundhedscaféen er en del af et projekt, der slutter ved udgangen af 2024.

Nyt i 2025 - Sammen om Sundhed

Efter 49 afholdte Sundhedscaféer med i alt mere end 100 borgere, blev projektet i efteråret evalueret. Her blev det besluttet, at konceptet skifter navn til 'Sammen om Sundhed' og fortsætter, så det fremover kommer endnu flere borgere til gode. Derudover tilpasses konceptet, så det i højere grad bliver samtalebaseret, fremfor deciderede oplæg. 

Fra januar 2025 afholder vi Sammen om Sundhed i et samarbejde med Helhedsplanen i Nyborg hver anden onsdag (onsdag i lige uger) fra 11-12 i Fælleshuset Origo på Højrupsvej 88 i Nyborg. Her kan borgere blive klogere på emner som diabetes, hjertekarsygdomme, blodpropper, generel sundhed, og meget, meget mere.