Nyhed, tilføjet 09. nov. 2022

Royal Run kommer til Nyborg

En konge-dag i kondisko: Nyborg byder velkommen til Danmarks mest unikke motionsfest 2. pinsedag 2023.

Fotograf: Lars Møller

Mandag 29. maj 2023 er der lagt op til folkefest i majestætiske højder, når Royal Run kommer til Nyborg.

Med enten H.K.H. Kronprinsen eller H.K.H. Kronprinsessen i spidsen for 10.000 løbeglade deltagere, skal Nyborgs historiske og unikke seværdigheder danne rammer for en kæmpe, royal folkefest. Du behøver dog ikke være royal for at deltage. Royal Run er fællesskabets fest; uformelt, i kondisko og for alle.

Borgmester i Nyborg Kommune Kenneth Muhs glæder sig over, at Nyborg bliver værtsby, og endnu engang kan invitere til folkefest.

I Nyborg Kommune er vi stolte over, at kronprinsparret og idrætsforbundene har set Nyborgs potentiale. Det er en ære at kunne lægge asfalt og brosten til Royal Run, og vi glæder os til at blive en del af den nationale løbefest 2. pinsedag. Det er næste kapitel i historien om en by, hvor vi gør tingene sammen og skaber unikke oplevelser i fællesskab.

Kenneth Muhs, borgmester Venstre

Det er femte gang, Royal Run bliver afholdt. Løbefesten kommer til Nyborg mindre end et år efter verdens største cykelløb Tour de France også lagde vejen forbi, og det er ikke tilfældigt, fortæller Morten Mølholm Hansen, der er administrerende direktør i Danmarks Idrætsforbund og medlem af Royal Runs styregruppe.

Vi har haft et ønske om igen at afholde Royal Run på Fyn, og da vi oplevede, hvordan hele Nyborg omfavnede Tour de France i sommer, var vi ikke i tvivl om, at byen vil være den helt rigtige til at skabe rammerne for dette helt ekstraordinære motionsevent. Det er et stort privilegium for os, at vi har muligheden for, for femte gang, at invitere danskerne med til en unik motions- og løbefest i hele landet.

Morten Mølholm Hansen, adm. direktør i Danmarks Idrætsforbund

Motionsfest for alle

Royal Run er en unik motionsfest, hvor alle kan være med. Deltagerne får mulighed for både at løbe eller gå distancerne One Mile (1,609 km), 5 km og 10 km.

I Nyborg er NGIF (Nyborg Gymnastik og Idrætsforening) og Nyborg Idræts Samvirke med som lokale arrangører. Ann Rasmussen, formand i NGIF Gymnastik & Atletik er glad for, at Royal Run kommer til byen og fremhæver, at løbet formår at favne bredt.

- Royal Run 2023 løber af stablen tre uger før Broløbet 2023, hvor Nyborg fyldes med løbeglade danskere og de mere erfarne motionister. Derfor er det fantastisk, at Royal Run også kan være med til at tiltrække førstegangsløberne, familierne og de helt unge, så vi også kan vise dem, hvad både foreningsliv og motionsløb i Nyborg har at byde på, siger formand i NGIF Gymnastik og Atletik Ann Rasmussen.

Peter Johansen, formand i Nyborg Idræts Samvirke, deler den lokale begejstring:

- Royal Run formår at få Danmark til at bevæge sig og mødes til en uformel motionsfest. Vores lokale foreninger får en unik mulighed for at invitere til aktiv folkefest og samtidig fremme udbredelsen af sundhed og idræt i Nyborg Kommune, siger formand i Nyborg Idræts Samvirke Peter Johansen.

Stor og bred politisk opbakning

Et enigt byråd og økonomiudvalg står bag beslutningen om at afholde Royal Run ’23 i Nyborg. Flere partier understreger, at motionsløbet præsenterer en unik mulighed for Nyborg Kommune.

Du kan læse de politiske udtalelser her

Royalt løb i fem danske byer

Foruden Nyborg afholdes Royal Run 2023 i Herning, Aabenraa, Nykøbing Falster og København/Frederiksberg.

Det praktiske arbejde med planlægning af ruter og program går nu i gang. Tilmelding til Royal Run er åben og foregår via Royal Runs hjemmeside.

For yderligere oplysninger, kontakt 

Søren T. Lassen, journalist. Tlf. 2156 3716, e-mail: slas@nyborg.dk.

Mere information

Om Royal Run

  • Royal Run afholdes 2. pinsedag, 29. maj 2023.
  • Royal Run ’23 finder sted i Herning, Aabenraa, Nyborg, Nykøbing Falster og København/Frederiksberg.
  • Der er 10.000 startnumre i Nyborg.
  • Royal Run ’22 blev afholdt 6. juni i Aalborg, Aarhus, Kolding, Næstved og København/Frederiksberg. Her deltog 91.763.
  • Royal Run blev første gang afholdt i 2018 i anledning af H.K.H. Kronprinsens 50-års fødselsdag.
  • Man kan løbe og gå distancerne One mile, 5 km og 10 km.
  • Ruterne til Royal Run ’23 offentliggøres ca. en måned før løbet.
  • Royal Run arrangeres af idrætsvisionen Bevæg dig for livet – et samarbejde mellem Danmarks Idrætsforbund, DGI og Dansk Atletik. TV 2 og Regionerne er mediepartner på Royal Run, og Trygfonden, Nordea-fonden og Novo Nordisk Fonden er strategiske partnere.
  • Tilmelding og information: royalrun.dk  

Om Bevæg dig for livet

Bevæg dig for livet er en vision, der arbejder for, at Danmark skal være verdens mest idrætsaktive nation i 2025. Målsætningen er indgået i den største partnerskabsaftale i dansk idræts historie - en aftale, der går under navnet ’Bevæg dig for Livet’ og har som mål at sætte Danmark i bevægelse. Nordea-fonden og TrygFonden indgår i et tæt partnerskab med DIF og DGI om at realisere visionen.