Stort tillykke med din afsluttede uddannelse
Information til dig, der netop er blevet student eller har afsluttet en ungdomsuddannelse.
Der er brug for dig på arbejdsmarkedet, og sommeren byder på mange ledige sæsonjob, som virksomhederne har svært ved at besætte. Det er en oplagt mulighed for at få værdifuld erhvervserfaring, tjene dine egne penge og måske lægge lidt til side, inden du starter på en videregående uddannelse eller går i gang med din videre jobsøgning.
Overvejer du at søge økonomisk hjælp?
Hvis du overvejer at søge økonomiske ydelser i Nyborg Kommune efter din ungdomsuddannelse, skal du være opmærksom på, at du som udgangspunkt vil skulle deltage i et nyttejob 25-30 timer om ugen.
Vi hjælper naturligvis gerne med både vejledning og aktivering. Men for de fleste vil det være en langt bedre løsning at finde et ordinært arbejde også selv om det kun er få timer om ugen.
Eksempel:
- Bor du hjemme, er under 25 år, har ingen formue/ opsparing og skal ikke starte på en videregående uddannelse, kan du maksimalt modtage 3.057 kr. om måneden mod deltagelse i nyttejob 25-30 timer om ugen. Det samme beløb kan du tjene ved at arbejde omkring 5 timer om ugen til en timeløn på 135 kr.
- Bor du i egen bolig, er under 25 år, har ingen formue/ opsparing og skal ikke starte på en videregående uddannelse, kan du maksimalt modtage 7.095 kr. om måneden mod deltagelse i nyttejob 25-30 timer om ugen. Det samme beløb kan du tjene ved at arbejde omkring 12 timer om ugen til en timeløn på 135 kr.
Et nyttejob i Nyborg Kommune vil typisk bestå af praktiske opgaver som vedligeholdelse af kommunale arealer, opsamling af affald på offentlige arealer eller rengøring af eks. bænke og borde. I sommerperioden vil arbejdet ofte være udendørs, hvor der blandt andet kan indgå ukrudtsbekæmpelse og vedligeholdelse af grønne områder, herunder opsamling af tang på strandarealer.
Vi hjælper dig gerne
Har du brug for hjælp til at finde et job, er du meget velkommen til at kontakte vores jobkonsulenter på tlf. 2176 2912. Vi hjælper dig gerne videre.
Har du søgt ind på en videregående uddannelse?
Hvis du allerede er optaget på eller har søgt ind på en videregående uddannelse med studiestart efter sommerferien, betragtes perioden som et sammenhængende uddannelsesforløb. I den situation vil du som udgangspunkt ikke kunne modtage økonomiske ydelser.
Vi håber derfor, at du vil gribe muligheden for at få et sommerjob eller et deltidsjob. Der er mange virksomheder, der har brug for din hjælp – og det kan blive en rigtig god start på dit arbejdsliv.
Vi ønsker dig en rigtig god sommer og held og lykke med det næste skridt.
Venlig hilsen
Merete Gommesen
Arbejdsmarked- og borgerservicechef