
Vil du hjælpe ukrainske flygtninge med midlertidigt husly?
Udlændingestyrelsen vurderer, at der er en risiko for, at Danmark i løbet af kort tid skal kunne tage imod et betydeligt antal flygtninge fra Ukraine.
Alle landets kommuner er blevet bedt om at hjælpe Udlændingestyrelsen med at finde egnede indkvarteringsmuligheder til de ukrainske flygtninge.
Nyborg Kommune er i fuld gang med at undersøge hvilke ejendomme, der kan benyttes til formålet.
Da det kan tage tid at få sådanne større indkvarteringsmuligheder på plads, kan der blive behov for en mere akut og kortvarig indkvarteringsløsning.
Nyborg Kommune vil derfor gerne i kontakt med borgere, der har mulighed for at udvise gæstfrihed og medmenneskelighed og tilbyde husly til en eller flere ukrainske flygtninge i en kortere periode.
Det kan for eksempel være i en tom bolig eller i eget hjem.
Hvis du har mulighed for at tilbyde en sådan hjælp, vil Nyborg Kommune meget gerne høre fra dig.
Du kan kontakte os på e-mail: jobcenter@nyborg.dk, tlf. 6333 7000.