3 døgns beredskab i Nyborg Kommune
I Nyborg Kommune følger vi myndighedernes råd og står også til rådighed i en krise.
Hvis du kan klare dig i tre døgn under en krise, kan myndighederne fokusere på at hjælpe udsatte og at genoprette normalen.
Nedenfor ses den information der er sendt ud til borgere i Nyborg Kommune i forbindelse med 3 døgns beredskabet.
Hvis du vil vide mere...
Relevant information
Kære borger i Nyborg Kommune
Brevet her indeholder information om, hvordan du skal forholde dig i en krise. Du modtager det på baggrund af Styrelsen for Samfundssikkerheds anbefalinger til, hvordan vi alle kan forberede os og sammensætte et hjemmeberedskab, så vi kan klare os i tre døgn, hvis der skulle opstå en situation med forsyningssvigt.
Heldigvis bor vi et sted, der grundlæggende er trygt og sikkert. Det betyder, at du i hverdagen har adgang til det helt basale som strøm, varme, vand og mad. Men myndighederne vurderer samtidig, at risikobilledet har ændret sig, og der i fremtiden er en risiko for fx hybridkrig og flere ekstreme vejrhændelser.
Det kan påvirke adgangen til strøm, varme og vand, og det er derfor vigtigt, at vi er forberedte, hvis krisen rammer, så vi kan passe på os selv og hinanden.
Hvis fx strømmen eller varmen går, skal man kunne klare sig selv i tre døgn. Blandt andet ved at have tilstrækkeligt mad og vand på lager til hele familien, mulighed for at kunne tilberede det og en FM-radio for at kunne modtage information fra myndighederne.
Hvis du og dine nærmeste kan klare jer selv i tre døgn, så kan vi i kommunen fokusere på at hjælpe der, hvor behovet er størst og mest akut.
Det gør kommunen
- I Nyborg Kommune forholder vi os selvfølgelig til anbefalingerne. Vi følger myndighedernes råd og står også til rådighed i en krise.
- Vi har ansvaret for nødberedskabet til alle de borgere, der bor på en af vores lokationer. Det vil sige, at hvis man er beboer på fx et plejehjem, så er det kommunen, der sørger for, at der er mad, vand og hygiejneartikler nok. Medicinadministration og øvrige behandlinger udføres på baggrund af en individuel vurdering og prioritering.
- I en krisesituation vil vi kommunikere til borgerne både på vores hjemmeside, sociale medier, via sms og på FM-båndet (P4 Fyn på 96.8 MHz), så snart vi kan.
- Der oprettes desuden fysiske opslagstavler med information i Borgerservice på Nyborg Rådhus samt på kommunens biblioteker i Nyborg, Ullerslev og Ørbæk.
Det skal du selv gøre
- Til gengæld er det som borger dit ansvar at sørge for dit eget hjemmeberedskab. Derfor opfordrer vi dig til at følge myndighedernes anbefalinger.
- Det handler om at have mad, vand på flaske, toiletpapir, hånddesinfektion, en førstehjælpskasse, hygiejneartikler og nok af din faste medicin til minimum tre døgn.
- Det er også vigtigt med en FM-radio, hvor du kan modtage information, hvis internettet eller telefonnettet går ned.
Snak gerne med din familie om, hvad der er nødvendige fornødenheder for dig/jer, hvis krisen rammer - så I sammen kan få anskaffet det, I ønsker. Det kan fx være ekstra tæpper, batteridrevne lyskilder eller en powerbank i tilfælde af strømafbrydelse.
Du kan læse meget mere om de konkrete anbefalinger på Styrelsen for Samfundssikkerheds hjemmeside: Forberedt på kriser – sådan klarer du dig selv i tre døgn under en krise.
Kære borger og pårørende
Brevet her indeholder information om, hvordan du skal forholde dig i en krise. Du modtager det på baggrund af Styrelsen for Samfundssikkerheds anbefalinger til, hvordan vi alle kan forberede os og sammensætte et hjemmeberedskab, så vi kan klare os i tre døgn, hvis der skulle opstå en situation med forsyningssvigt.
Heldigvis bor vi et sted, der grundlæggende er trygt og sikkert. Det betyder, at du i hverdagen har adgang til det helt basale som strøm, varme, vand og mad og også får den hjælp, du har brug for fra kommunen.
Men myndighederne vurderer samtidig, at risikobilledet har ændret sig, og der i fremtiden er en risiko for fx hybridkrig eller flere ekstreme vejrhændelser. Det kan påvirke forsyningen, og derfor er det vigtigt, at vi er forberedte.
Det gør kommunen
- I Nyborg Kommune forholder vi os selvfølgelig også til anbefalingerne. Som borger, der modtager hjælp fra os, kan du derfor være betrygget i, at vi følger myndighedernes råd og også står til rådighed i en krise.
- Hvis der opstår en situation med forsyningssvigt, vil vi stadig komme ud til dig. Men vi prioriterer hjælpen først til dem, der har akut brug for assistance. Derfor kan der opstå forsinkelser i den hjælp, du modtager.
- Vi sørger for, at du løbende opdateres om situationen.
- Kommunen opdaterer desuden hjemmesiden nyborg.dk med relevant information, så snart vi kan, og anbefaler, at du tænder for en FM-radio P4 Fyn, 96.8 MHz. Her vil der blive delt information fra din region.
Det skal du selv gøre
- Det er dit ansvar at sørge for dit eget hjemmeberedskab. Derfor opfordrer vi dig til at følge myndighedernes anbefalinger.
- Det handler om at have mad og vand nok til tre døgn. Helst tre liter vand pr. person pr. døgn og mad, der ikke kræver tilberedning og som er langtidsholdbar.
- Sørg for et lager med toiletpapir, hånddesinfektion, en førstehjælpskasse, hygiejneartikler og nok af din medicin til minimum tre døgn.
- Det kan være en god idé at have ekstra dyner og tæpper klar, til hvis varmen forsvinder.
- Det er også vigtigt med ekstra lyskilder og evt. en powerbank i tilfælde af strømsvigt. Derudover anbefales en batteridrevet FM-radio, hvor du kan modtage information, hvis internettet eller telefonnettet går ned.
Tag gerne en snak med dine pårørende om, hvad der er nødvendige fornødenheder for dig, hvis krisen rammer - så I sammen kan få anskaffet det, du ønsker.
Hvis du ikke har pårørende, der kan hjælpe, kan du kontakte Røde Kors og deres frivillige parathjælpere på telefon 38 202 202 mandag til fredag mellem kl. 10-15 og mandag til onsdag fra 16-19. De står klar til med en hjælpende hånd fx til praktisk hjælp til indkøb eller organisering af nødberedskabet.
Du kan læse meget mere om de konkrete anbefalinger på Styrelsen for Samfundssikkerheds hjemmeside Forberedt på kriser – sådan klarer du dig selv i tre døgn under en krise.
Kære borger og pårørende
Brevet her indeholder information om, hvordan du skal forholde dig i en krise. Du modtager det på baggrund af Styrelsen for Samfundssikkerheds anbefalinger til, hvordan vi alle kan forberede os og sammensætte et hjemmeberedskab, så vi kan klare os i tre døgn, hvis der skulle opstå en situation med forsyningssvigt.
Heldigvis bor vi et sted, der grundlæggende er trygt og sikkert. Det betyder, at du i hverdagen har adgang til det helt basale som strøm, varme, vand og mad og også får den hjælp, du har brug for fra kommunen.
Men myndighederne vurderer samtidig, at risikobilledet har ændret sig, og der i fremtiden er risiko for fx hybridkrig eller flere ekstreme vejrhændelser. Det kan påvirke forsyningen, og derfor er det vigtigt, at vi er forberedte.
Herunder kan du læse, hvordan vi i Nyborg Kommune er klar til at hjælpe dig, hvis der skulle opstå en krisesituation, som strækker sig over flere dage:
- Vi sørger for at have mad og vand nok til dig til minimum tre dage. Det vil ikke være den menu, du kender, men mad der nemt kan tilberedes, selv hvis køkkenet ikke virker.
- Vi sørger for at have din medicin til rådighed, og at der blandt andet er toiletpapir, hånddesinfektion og vådservietter nok.
- Vi sørger for, at du og dine pårørende løbende opdateres om situationen gennem den hjælp og pleje, du modtager.
- Kommunen opdaterer desuden hjemmesiden nyborg.dk med relevant information, så snart vi kan, og anbefaler, at du tænder for en FM-radio P4 Fyn, 96.8 MHz. Her vil der blive delt information fra din region.
Ønsker du andre fornødenheder?
Hvis der er andet, du gerne vil have til rådighed, vil vi bede dig om selv at indkøbe det. Snak gerne med dine pårørende om det, så de kan hjælpe med at anskaffe det, du ønsker. Det kan fx være ekstra tæpper, batteridrevne lyskilder og FM-radio, eller en powerbank i tilfælde af strømafbrydelse.
Har du spørgsmål?
Du kan læse meget mere om de konkrete anbefalinger på Styrelsen for Samfundssikkerheds hjemmeside: Forberedt på kriser – sådan klarer du dig selv i tre døgn under en krise.
Eller tag fat i din kontaktperson, hvis du har spørgsmål til, hvad du selv skal gøre, eller hvordan kommunen håndterer Styrelsen for Samfundssikkerheds anbefalinger.
Få hjælp af Røde Kors Parat til at lave et hjemmeberedskab.
Forbered dig – for din egen og fællesskabets skyld.
Læs mere om Styrelsen for Samfundssikkerheds anbefalinger her