Kvalitetsstandard for kropsbårne hjælpemidler og inkontinenshjælpemidler § 112

Formålet med kropsbårne hjælpemidler og inkontinenshjælpemidler

Formålet med kropsbårne hjælpemidler er at give dig mulighed for at føre så normal en tilværelse som muligt, hvor du i størst muligt omfang er uafhængig af andres hjælp i dagligdagen.

Formålet med inkontinenshjælpemidler er at afhjælpe problemer med ufrivillig vandladning, eller hvis du har stomi.

Hvem kan få hjælp?

Du kan få bevilget kropsbårne hjælpemidler, hvis du har en varig nedsat funktionsevne, og hjælpemidlet i væsentlig grad kan afhjælpe de varige følger af den nedsatte funktionsevne.

Du kan få bevilget inkontinenshjælpemidler, hvis du har varige problemer med ufrivillig vandladning og/eller afføring, eller du har brug for inkontinenshjælpemidler efter en stomioperation, og det vurderes, at hjælpemidlet i væsentlig grad kan afhjælpe dit problem.

Hvad består hjælpen af?

Kropsbårne hjælpemidler, der i væsentlig grad kan afhjælpe en nedsat funktionsevne, kan for eksempel være:

  • Kompressionsstrømper 
  • Brystprotese 
  • Ortopædisk fodtøj/fodindlæg
  • Arm- og benproteser 
  • Hørehjælpemidler (fx teleslynge, forstærkertelefon)
  • Synshjælpemidler (fx talende ur, lup, evt. briller/kontaktlinser)

Det bevilgede hjælpemiddel bliver dit og skal ikke leveres tilbage. 

Kommunen kan efterfølgende yde hjælp til reparation og/eller udskiftning af et kropsbårent hjælpemiddel.

Inkontinenshjælpemidler:

Inkontinenshjælpemidler omfatter kateter, bleer eller stomiprodukter. 

Fælles regler:

Der ydes som hovedregel ikke støtte til hjælpemidler, du selv har anskaffet, inden bevilling er givet. 

Kommunen vil altid tilbyde dig det bedst egnede og billigste produkt. 

Frit valg

Nyborg Kommune har aftaler med leverandører, som kan levere de hjælpemidler, du får bevilget. Når du har fået en bevilling på hjælpemidler, skal du selv sørge for at bestille det hos kommunens leverandør.

Du kan vælge en anden leverandør end den, Nyborg Kommune har en aftale med. Hvis det produkt, du vælger, er dyrere, skal du selv betale merprisen.

Sådan søger du om kropsbårne hjælpemidler og inkontinenshjælpemidler

Du kan ansøge digitalt via borger.dk eller her på hjemmesiden. 

Hvis du ikke kan benytte www.borger.dk eller ikke har adgang til internettet, kan du få hjælp på Borgerservice. 

Du kan ringe og få vejledning om ansøgning og støttemuligheder ved at kontakte Socialafdelingen på tlf. 6333 7530 (kl. 10-12).

Hvis du søger om syns- eller hørehjælpemidler, kan du også henvende dig til Center for Kommunikation og Velfærdsteknologi (CKV) i Odense (tlf. 9944 3400).

Du kan forvente at blive kontaktet af en medarbejder fra Socialafdelingen, senest 2 uger efter kommunen har modtaget din henvendelse. Medarbejderen vil informere dig om det videre forløb.

Du kan se kommunens sagsbehandlingstider på socialområdet her

Hvad er dit ansvar? Det er dit ansvar:

  • at opgive relevante oplysninger og medvirke til kommunens udredning af dine behov og funktionsniveau, herunder indhentning af evt. lægeoplysninger.

Øvrige relevante oplysninger

Det bevilgede hjælpemiddel er som hovedregel gratis. Der er dog undtagelser:

  • Der er egenbetaling på ortopædisk fodtøj
  • Hvis du vælger et andet og dyrere hjælpemiddel end det, du bliver anvist af kommunen, skal du selv betale merprisen.
  • Hvis du vælger en anden leverandør end den, Nyborg Kommune har en aftale med, kan der blive tale om egenbetaling.

Du skal selv dække udgifter, der følger af brug af hjælpemidlet, fx drift, rengøringsmidler og almindelig vedligeholdelse.

Godkendt i Byrådet 17.12.2019.

Sidst opdateret 20. januar 2020