Faglig uddybning af kvalitetsstandard for døgnophold for familien

Lovgrundlag

§ 52, stk. 3, nr. 4 i Lov om social service.

Visitationskriterier

Målgruppen kendetegnes typisk ved at være familier med børn i alderen 0-3 år eller gravide, hvor der er alvorlig bekymring for forældreevnen, og hvor der samtidig er foretaget en faglig vurdering af, at der kan arbejdes med forældrenes ressourcer inden for en kortere periode.

Målgruppen kan også være familier, hvor der er tvivl om forældrenes evne til at tage vare på deres barn, og hvor det derfor må vurderes, om barnet/børnene skal anbringes.
Forældrene skal kunne tage vare på barnet hele døgnet med massiv støtte.

Der skal foreligge en børnefaglig undersøgelse, før der kan træffes afgørelse i henhold til denne paragraf. Der skal endvidere udarbejdes en handleplan jf. servicelovens § 140.

Hvad omfatter indsatsen?

Opholdet kan være på en døgninstitution, et godkendt opholdssted eller en godkendt plejefamilie. Udgangspunktet for indsatsen er:

  • Familiebehandling, som tager udgangspunkt i familiens ressourcer og vanskeligheder med henblik på at udvikle omsorgsevnen hos forældrene
  • Undervisning i barnets pleje og behov for stimulation
  • Som udgangspunkt udarbejdes en forældrekompetenceundersøgelse i forbindelse med døgnophold.

Opholdet er typisk på døgnbasis og kan som udgangspunkt maksimalt tildeles for seks måneder. Det forudsætter dog som hovedregel, at behandlingen har en dokumenteret effekt på barnet/børnenes trivsel og udvikling efter de første tre måneder. Der skal foreligge en udredning fra leverandøren inden for de første 2 måneder. 

Kommunens kvalitetsmål

Hjælpen ydes med respekt for den enkelte borgers holdninger og normer, herunder privatlivets grænser.

Alle afgørelser sker på baggrund af en konkret, individuel vurdering.

Leverancen er i overensstemmelse med formålet med bevillingen

Kommunens opfølgning på bevillingen/indsatsen  

Afdelingslederen fører tilsyn med afgørelserne.

Kommunens opfølgning sker gennem løbende vurdering og personalets observations- og underretningspligt. 

Foranstaltningen vurderes ved lovbestemte opfølgninger, første gang efter 3 måneder, herefter hver 6. måned.

Socialtilsynet fører tilsyn med døgntilbuddene.

Sidst opdateret 07. marts 2019