Faglig uddybning af kvalitetsstandard for aflastning

Lovgrundlag

§ 52, stk. 3, nr. 5 i Lov om social service.

Visitationskriterier

Målgruppen er børn, der af sociale og/eller behandlingsmæssige behov har brug for en voksen støtte, omsorg og oplevelser i et andet miljø end det daglige.

Målgruppen kan også være børn med svære fysiske eller psykiske funktionsnedsættelser, der har behov for træning og/eller støtte uden for hjemmet. Hvis der er et behov for aflastning på grund af barnets særlige behov for støtte, skal aflastningen finde sted efter Servicelovens § 52, stk. 3, nr. 5, i modsætning til aflastning efter Servicelovens § 44 jf. § 84, som omhandler aflastning af hensyn til den øvrige familie.

Som udgangspunkt gives der ikke aflastning til børn, der er anbragt uden for hjemmet. I særlige tilfælde kan der dog tilbydes aflastning. Hvis aflastning anses for nødvendigt, skal der ske en vurdering af plejefamilien i forhold til, om denne magter opgaven som plejefamilie.

Der skal foreligge en børnefaglig undersøgelse, før der kan træffes afgørelse i henhold til denne paragraf. Der skal endvidere udarbejdes en handleplan jf. servicelovens § 140.

Hvad omfatter indsatsen?

Aflastningen er en målrettet struktureret pædagogisk indsats, hvor barnet/den unge støttes, og der kan fx arbejdes på at styrke relationen mellem barnet og forældre. I en aflastningsordning modtager barnet/den unge omsorg og  støtte. Indholdet kan blandt andet være:

  • Aktiviteter med aflastningsfamilien
  • Tryghed og omsorg
  • Opbygning af sociale kompetencer

Aflastning skal i samarbejde med familien som udgangspunkt forsøges etableret i netværket. Er dette ikke muligt, kan aflastningen etableres i plejefamilier, på opholdssteder og institutioner godkendt hertil.

Aflastningsformen og timetallet fastsættes ud fra barnets særlige behov. Som udgangspunkt vil det være op til seks døgn om måneden samt en uges ferieophold. Opholdet kan både være i weekender og på hverdage.

I forbindelse med indskrivningen af et barn i aflastning kan der efter konkret vurdering gives et mindre etableringsbeløb til fx  autostol eller seng jf. KL's takster. Udgiften til aflastning i plejefamilien fastsættes ligeledes efter KL's takster samt rammerne beskrevet i ”Fælles Fynsk Praksis”.

Kørselsgodtgørelse sker efter statens laveste takster eller til det billigste offentlige transportmiddel.

Kommunens kvalitetsmål

Hjælpen ydes med respekt for den enkelte borgers holdninger og normer, herunder privatlivets grænser.

Alle afgørelser sker på baggrund af en konkret, individuel vurdering.

Leverancen er i overensstemmelse med formålet med bevillingen.

Kommunens opfølgning på bevillingen/indsatsen  

Afdelingslederen fører tilsyn med afgørelserne.

Foranstaltningen vurderes ved lovbestemte opfølgninger, første gang efter 3 måneder, herefter hver 6. måned.

Socialtilsynet fører tilsyn med døgntilbuddene.

Sidst opdateret 07. marts 2019