Faglig uddybning af § 109

Faglig uddybning af kvalitetsstandard for ophold på kvindekrisecenter vedr. voksne.

Lovgrundlag

§ 109 i Lov om social service.

Visitationskriterier

Hvis en kvinde tager ophold på kvindekrisecenter med sine børn, sker den koordinerende sagsbehandling i Børn og Ungeafdelingen.

Hvis kvinden ikke har børn med på kvindekrisecenter, sker den koordinerende sagsbehandling i Voksenafdelingen.

Denne kvalitetsstandard omhandler de særlige forhold for voksne på kvindekrisecenter.

Kvalitetsstandard vedr. børneområdet

Optagelse på kvindekrisecenter

Kvindekrisecentre er selvvisiterende. Optagelse på et kvindekrisecenter kan ske anonymt ved borgerens egen henvendelse eller ved henvisning fra offentlige myndigheder. Lederen af krisecentret træffer afgørelse om optagelse og udskrivning. Hvis borgeren ikke optages, kan borgeren klage over lederens afgørelse. Der er ligeledes klageadgang, hvis borgeren udskrives af kvindekrisecentret mod sin vilje. Er det af pladshensyn ikke muligt at optage borgeren, skal lederen hjælpe vedkommende med at få plads på et andet krisecenter.

Borgerens eventuelle ønske om anonymitet og dermed manglende registrering skal respekteres. Hvis der fx udbetales overførselsindkomst til borgeren, kan det dog vise sig umuligt at opretholde anonymiteten.

Tidsfrister

Kvindekrisecentret skal senest 3 hverdage efter, der er afgørelse om optagelse i boformen, orientere Nyborg Kommune, der har pligt til at yde hjælp efter Lov om social service. Orienteringen skal som minimum indeholde borgerens og eventuelle børns navne og cpr-numre samt dato og begrundelse for henholdsvis optagelse og udskrivning.

For kvinder, der optages i boformen anonymt, udelades borgerens og eventuelle børns navne og cpr-numre fra orienteringen, og det skal i øvrigt sikres, at borgerens anonymitet opretholdes.

Hvad omfatter indsatsen?

Støtte og behandling

Ydelserne på krisecentrene omfatter omsorg, støtte og vejledning samt hjælp til selvhjælp og dækker et bredt spektrum af socialpædagogiske tiltag og andre støtteforanstaltninger. Krisecentret udarbejder i dialog med borgeren en pædagogisk plan for opholdet på krisecentret. Ydelserne tager udgangspunkt i den enkelte borgers situation og respekterer borgerens behov og ressourcer.

Kvindekrisecentrene medvirker til, at borgeren kommer i relevant behandling for evt. fysiske og psykiske lidelser/følger. Nødvendige hjælpeforanstaltninger, herunder afklaring af borgerens boligsituation, sker i samarbejde med kommunen.

Indledende og koordinerende støtte

Efter § 109, stk. 7, er kommunen forpligtet til at tilbyde indledende og koordinerende støtte og vejledning til borgere på krisecentre. Den indledende rådgivning iværksættes så tidligt som muligt og skal introducere borgeren til den koordinerende rådgivning og skabe kontakt mellem borgeren og en medarbejder i kommunen, der varetager den koordinerende rådgivning.

Borgeren tilbydes koordinerende rådgivning i forhold til bolig, økonomi, arbejdsmarked, skole, daginstitutioner, sundhedsvæsen m.v. Rådgivningen iværksættes, senest når forberedelsen til udflytning fra boformen påbegyndes, og gives, indtil borgeren og eventuelle børn er etableret i egen bolig. 

Familierådgivning

Alle kvinder med børn på krisecenter tilbydes en familierådgiver. Rådgivningen iværksættes forud for borgerens udflytning fra krisecentret. Tilbuddet gives både i de tilfælde, hvor borgerens børn er med på krisecenter, og i de tilfælde, hvor børnene ikke er med på krisecentret. Kun kvinder, der ikke har hele eller en del af forældremyndigheden over børnene, er undtaget fra tilbuddet.

Pligten til at tilbyde en familierådgiver påhviler den kommune, der er handlekommune i forhold til borgerens ophold på krisecentret. Hvis en borger undervejs i forløbet flytter fra krisecentret til en bolig, der ikke falder under de boligtyper, som er nævnt i retssikkerhedslovens § 9, stk. 7, er vedkommendes opholds- og handlekommune den kommune, hvor boligen ligger, og forpligtigelsen til at yde fx familierådgivning påhviler herefter den kommune, borgeren er flyttet til.

Kommunens kvalitetsmål

Hjælpen ydes med respekt for den enkelte borgers holdninger og normer, herunder privatlivets grænser.

Alle afgørelser sker på baggrund af en konkret, individuel vurdering.

Leverancen er i overensstemmelse med formålet med bevillingen

Kommunens opfølgning på bevillingen/indsatsen  

Afdelingslederen fører tilsyn med afgørelserne.

Kommunens opfølgning sker gennem løbende vurdering og personalets observations- og underretningspligt samt gennem det kommunale personrettede tilsyn (§ 148 i Lov om social service).

Bevillingen vurderes efter behov.

Socialafdelingen fører tilsyn med, om leverancekravene er opfyldt.

Sidst opdateret 07. marts 2019