Markeringen af Reformationen starter i Nyborg

I 2017 markeres 500-året for Reformationen i Europa. Det er en begivenhed af største betydning for Danmark og for Nyborg.

Hollænderen J. Elandts prospekt af Nyborg Slot, tegnet på et skib i Michel de Ruyters flåde i Nyborg Fjord i november 1659.

Nyborg Kommune og Østfyns Museer har derfor året igennem planlagt en række tiltag, der skal sætte spot på historien om Nyborg som reformationshovedstaden. Det hele starter ved et lukket arrangement i Christian 3.s riddersal på Nyborg Slot lørdag 25. februar 2017 med deltagelse af den tyske ambassadør i Danmark.

Nyborg – den verdslige hovedstad

I 1517 slog Martin Luther sine berømte teser op på kirkedøren i Wittenberg. Det blev startskuddet til reformationerne i 1500-tallets Europa, der førte til trosskiftet i Danmark i 1536. Samtidig blev Nyborg til residensstad for de danske konger; stedet hvor den nye protestantiske kongemagt skulle iscenesættes. Hvis Wittenberg er den åndelige hovedstad for Reformationen, så er Nyborg den verdslige hovedstad, residensby for det protestantiske Europas mest magtfulde fyrste – den danske konge.

En del af verdensarvsfortællingen

Reformationshistorien er en af de helt centrale fortællinger i verdensarvsfortællingen omkring Nyborg Slot og By. Det bliver derfor markeret i Nyborg som en del af både den nationale og internationale markering af reformationsjubilæet med en stor udstilling på slottet og masser af oplevelser, aktiviteter og events, foredrag og musik, der sætter spot på den fantastiske historie.

- Det er en meget vigtig del af fortællingen og dermed i verdensarvssatsningen, som kommunen derfor har valgt at bakke op om, siger Peter Wagner Mollerup, formand for Erhvervs- og Udviklingsudvalget, der har bidraget med 250.000 til aktiviteterne. - Vi glæder os til at skyde det hele i gang ved et arrangement i den historiske riddersal med deltagelse af en række inviterede gæster og her især naturligvis den tyske ambassadør.

Taler og Lutherske kampsange

Ud over den tyske ambassadør i Danmark, Claus Robert Crumrei, vil formanden for Folketingets Reformationsudvalg, der også har givet økonomisk støtte til aktiviteterne i Nyborg, holde tale sammen med museumsdirektør Erland Porsmose og Nyborgs borgmester, Kenneth Muhs. Ud over talerne vil der være musikalsk underholdning med genopførelsen af nogle af Luthers kampsange og den musik, som Christian 3. fik komponeret til sit hof og dermed er arrangeret til at blive spillet i den selvsamme riddersal, hvorfra det nye protestantiske kongerige skulle regeres og markingen af reformationsjubilæet i Nyborg officielt starter.

For yderligere oplysninger, kontakt

Janus Møller Jensen, afdelingsleder Nyborg Slot & Borgmestergården, tlf. 6531 0207, mobil: 2396 2076, e-mail: jmj@ostfynsmuseer.dk

 

Sidst opdateret 20. februar 2017