Skole OL

De olympiske lege kommer til skolerne i Nyborg og omegn.

En arm der holder en medalje

Danehofskolen og NGIF afholder 11. maj Skole OL i atletik for alle elever i 4. og 5.klasser i Nyborg Kommune. I år er der tilmeldt 20 klasser, det er ca. 450 elever. De skal dyste i længdespring, løb på 60 og 400 meter og boldkast. Dagens sidste øvelse er 20 x 60 meter stafetløb.

Stævnet starter kl. 8.45 med indmarch, herefter velkomsttale. Øvelserne starter kl. 9.15 og forventes at slutte kl. 15 med præmieoverrækkelse til den bedste 4. klasse og den bedste 5. klasse.

Der vil, for dem der ikke lige er i øvelse, være aktiviteter på boldbanerne ud for cafeen, som A-sport vil stå for.

Vinderne går videre til det store finalestævne i Ceres Park og Arena i Aarhus 13.-17. juni 2017, hvor der vil være ca. 8000 børn fordelt på de 4 dage (en dag pr. klassetrin).

Gratis at være med

Deltagelse i Skole OL er gratis. Med hjælp fra Nordea-Fonden, TrygFonden og Aarhus Kommune kan Skole OL afvikle atletikstævnerne og finansiere en stor del af deltagernes rejseudgifter for de, der kvalificerer sig til finalestævnet.

Sammenhold i fokus

OL er verdens største sportsbegivenhed og handler om, at folk fra hele verden mødes og konkurrerer i en masse idrætsgrene og samtidig fejrer venskab, fællesskab og fred mellem mennesker. OL handler meget om at tænke over, hvordan man er overfor hinanden. Det handler ikke kun om at vinde men også om at være med og mødes i sporten. Det kaldes den olympiske ånd.

Tilsvarende handler Skole OL også om sammenhold, og klasserne dyster netop som et samlet hold. Til Skole OL-atletik har alle elever mulighed for at prøve kræfter med
Skole OL-disciplinerne løb, spring og kast. Skole OL har siden 2009 samlet tusinder af danske skoleelever til et kæmpe finalestævne i Aarhus med fest, farver og
spændende konkurrencer.

Læs mere om Skole OL på skoleol.dk

For yderligere oplysninger, kontakt

Ann Rasmussen, NGIF Gymnastik og Atletik, mobil: 6141 8739.

Henriette Leth Nielsen, kommunikationschef Dansk Atletik Forbund, mobil: 2015 2220.

Sidst opdateret 08. maj 2017