Sug insekter på volden

Store Bededagsaften i Nyborg er der en masse aktiviteter på volden, når Nyborg traditionen tro skyder sommeren ind.

Ud over at opleve braget fra de store kanoner, der affyres fra Dronningens Bastion, fæstningsvandring, bueskydning og meget andet, så kan du også suge insekter.

Nyborgs nye natur- og kulturvejleder, Tue Skovgård Larsen, fra Østfyns Museer vil gå på opdagelse i det spændende insektliv på volden. Sammen med ham kan man bygge sin helt egen insektsuger og gå på jagt efter alt, der kribler og krabler. Det foregår på volden kl. 17-19.30.

Hele voldanlægget er et kæmpe stort menneskabt anlæg, der oprindeligt går helt tilbage til middelalderen, men i sin nuværende form stammer fra de store fæstningsarbejder, der blev påbegyndt i renæssancen og videreudviklet i 1700- og 1800-tallet indtil fæstningen blev nedlagt i 1860’erne.

Det er samtidig hjemsted for en unik bynær natur, hvor der lever mange forskellige arter fra flagermus og fugleedderkopper til masser af insekter. Tue vil fortælle meget mere om dyrelivet på volden med særligt fokus på insekterne.

Sammen med FNE Outdoor udlover han en flot taske i præmie, til den, der kan suge flest insekter op med sin hjemmebyggede insektsuger. Bagefter kan man hygge sig med at bage snobrød ved bålfadene med dej fra Ørbækbageren. Det er et godt eksempel på, hvordan det lokale erhvervsliv bakker op om de mange spændende aktiviteter, der er med til at levendegøre Nyborgs unikke natur- og kulturarv.

For yderligere oplysninger, kontakt

Janus Møller Jensen, afdelingsleder Nyborg Slot & Borgmestergården, tlf. 6531 0207, mobil: 2396 2076, mail: jmj@ostfynsmuseer.dk

 

Sidst opdateret 23. april 2018