Dronningen fejres af hele byen

Det er et afvekslende, tætpakket og festligt program, der venter, når Hendes Majestæt Dronningen fredag 31. maj besøger Nyborg Kommune på sommertogt med Kongeskibet Dannebrog.

Kongeskibet Dannebrog

Når Kongeskibet lægger til kaj ved Kongens Skibsbro, forhåbentlig i flot solskinsvejr, byder dagen på et program med eksempler fra både fortid og nutid.

Efter den officielle modtagelse på havnen, skal Dronningen blandt andet besøge Nyborg Slot. Dronningen er protektor for Nyborg Slot - Middelalderens Christiansborg - og hun får en rundvisning i den store renovering, når museumsdirektør Erland Porsmose og leder af Nyborg Slot Mette Ladegaard Thøgersen viser rundt.

Et spektakulært indslag på dagen bliver, når Dronningen i karet køres gennem Nyborgs gamle bymidte.

Kareten eskorteres af Gardehusarernes Hesteskadron, og ruten giver lejlighed til, at forhåbentlig mange borgere kan vinke til Dronningen.

- Vi har ønsket at vise Dronningen en bred vifte af, hvad vi i Nyborg Kommune har at byde på. Det, synes vi, er lykkedes. Samtidig har det været vigtigt for os, at så mange som muligt kan være med og bidrage til at gøre dagen til en mindeværdig oplevelse, siger borgmester Kenneth Muhs.

På havnepladsen vil der dagen igennem være musikalske indslag og aktiviteter. Dronningen vil i løbet af dagen lægge vejen forbi havnepladsen.

Dagen rundes af, når Kongeskibet sejler fra Nyborg akkompagneret af fyrværkeri.

Programmet bringer Dronningen til

  • Officiel modtagelse på Nyborg Rådhus.
  • Nyborgværkstedet.
  • Mindesmærket FORSAVN.
  • Nyborg Slot.
  • Nyborg Destilleri.
  • Musik og optræden på havnepladsen.

I forbindelse med Gardehusarregimentets besøg i Nyborg arrangeres der åben stald og opvisning ved Gardehusarregimentets Hesteskadron onsdag 29. maj 2019 kl. 18 – 20 på cirkuspladsen.

Det endelige program med tider offentliggøres her på hjemmesiden op mod besøget.

Der vil blive åbnet op for presseakkreditering i forbindelse med besøget i starten af maj.

For yderligere oplysninger, kontakt

Kenneth Muhs, borgmester. Tlf. 6333 7101, mobil: 2159 9966, mail: kmu@nyborg.dk

Sidst opdateret 11. april 2019