Ret til berigtigelse

Du har ret til at få rettet forkerte eller ufuldstændige personoplysninger om dig selv.

Hvis du bliver opmærksom på, at Nyborg Kommune har registreret urigtige personoplysninger om dig, skal oplysningerne berigtiges uden unødig forsinkelse. 

Hvis der er enighed om, at de registrerede personoplysninger er forkerte, berigtiges oplysningerne. 

Da Nyborg kommune er en offentlig myndighed, slettes de forkerte oplysninger som udgangspunkt ikke, men de rigtige oplysninger registreres, og det dokumenteres på sagen, at der er sket en berigtigelse af oplysninger så det bliver tydeligt, hvad der er rigtige oplysninger og hvad der er forkerte oplysninger. Når de forkerte oplysninger ikke slettes skyldes det, at offentlige myndigheder kun i ganske særlige tilfælde kan slette oplysninger. 

Hvis der ikke er enighed om, at de registrerede personoplysninger er forkerte, f.eks. fordi der er uenighed om, hvad der er sagt på et møde, er Nyborg Kommune ikke forpligtet til at berigtige oplysningerne. Kommunen har dog en forpligtigelse til at sørge for, at de oplysninger, der behandles et fuldstændige og ajourførte, og kommunen vil derfor skulle dokumentere på sagen, at du som borger ikke mener, at oplysningerne er korrekte, og hvad du mener er korrekt. Det samme gælder i situationer, hvor sagen indeholder kommunens subjektive eller faglige vurdering, og hvor du som borger ikke er enig i den. Her vil kommunen heller ikke være forpligtiget til at berigtige oplysningerne, men vil have en pligt til, at det fremgår af sagen, at du som borger er uenig i vurderingen.

Hvis Nyborg Kommune har videregivet urigtige eller ufuldstændige personoplysninger til tredjemand, f.eks. ved at videresende en sag til behandling i Ankestyrelsen, skal kommunen på eget initiativ kontakte tredjemand og informere om, hvilke tidligere afgivne oplysninger, der urigtige og videregive de korrekte oplysninger.  

 

Sidst opdateret 17. august 2020