Etnisk ligestillingspolitik

Formål: Formålet med den etniske ligestillingspolitik er at de ansatte i Nyborg Kommune i videst muligt omfang afspejler befolkningen i Nyborg Kommune.

Baggrund og mål

Trepartsaftalen mellem regering, KL og de faglige hovedorganisationer indebærer, at kommunerne skal opstille etniske måltal for de ansatte i kommunen. Via KL udarbejdes årlig statistik for etniske grupper i kommunen, herunder fordelingen af etniske grupper på 5 hovedansættelsesområder. De etniske måltal besluttes politisk og opfyldelsen af måltallene drøftes årligt i byrådet.

Generelle forhold

Denne politik er et supplement til Nyborg Kommunes nuværende ligestillingspolitik, der primært handler om kønsligestilling. Det betyder således at det er de samme principper der gælder for etnicitet som for køn. Etnisk ligestilling handler ligesom kønsligestilling om at give lige muligheder og lige rettigheder uanset hvem man er.

Desuden bygger ligestillingsprincipperne på at en mangfoldig og rummelig arbejdsplads giver bedre dynamik og grundlag for at styrke fokus på helheden i arbejdspladsen og samfundet generelt. Kommunens serviceydelser skal gives til et multikulturelt samfund og ved at afspejle dette, sikres også bedre mulighed for at servicere borgerne bedst muligt. Ligeværdighed for alle er et vigtigt grundprincip og forskellighed på arbejdspladsen ses som en styrke.

Det er vigtigt at kvalifikationer, som baseres på forskellige kulturelle tilgange, også inddrages og anvendes i forhold til medarbejdersammensætning og i kommunens arbejdsformer. En af metoderne til at opnå dette er, at medarbejdere med anden etnisk baggrund ansættes i mange forskellige stillingskategorier.

Når der ansættes bør det i stillingsannoncen fremgå at alle uanset køn, alder, etnicitet mv. opfordres til at søge. Desuden skal der også være fokus på at specielle kulturelle kompetencer kan tilføre arbejdspladsen nye muligheder og at disse fx. kan indgå i stillingsbeskrivelser og/eller jobprofiler.

I dag er der ikke tvivl om, at en blandet kønsfordeling er en fordel for arbejdsmarkedet. På samme måde er en mere blandet etnisk fordeling på arbejdsmarkedet generelt og i de forskellige stillingskategorier også en fordel – og den bedste integrationsform i et multikulturelt samfund.

Inspirationsmateriale

Der kan hentes mere inspiration på intranettet i Nyborg Kommunes:

Guide om etnisk ligestilling
Analyse fra januar 2011 og oplæg om etnisk ligestilling
Ligestillingspolitik

Du er også velkommen til at kontakte ligestillingsudvalget eller HR-afdelingen.

Sidst opdateret 01. oktober 2014