Skriv dit barn op til skole

Hvis dit barn skal starte i skole efter sommerferien, skal du skrive det op via vores digitale selvbetjening.

Hvornår skal barnet starte?

I Danmark er der 10 års undervisningspligt. Til gengæld er der ingen skolepligt. Det betyder, at forældre selv har ret til at vælge, hvordan deres børn skal undervises.

Langt de fleste vælger folkeskolen til deres børn. Men der findes andre muligheder, som hjemmeundervisning eller undervisning på en friskole eller en privat grundskole.

Der er undervisningspligt fra august i det kalenderår, hvor barnet fylder seks år.


Kan barnet begynde tidligere? 

Forældre har mulighed for at lade deres barn begynde i børnehaveklasse et år tidligere – det vil sige i det kalenderår, hvor barnet fylder fem år.

Det kræver dog, at barnet fylder fem år inden den 1. oktober, og at barnet kan følge undervisningen i børnehaveklassen. Skolens leder kan, efter samråd med barnets forældre, afgøre, om barnet kan optages tidligt i børnehaveklassen.

Afgørelsen sker ud fra en konkret vurdering af det pågældende barn, for eksempel på baggrund af en skolemodenhedsprøve eller en udtalelse fra lederen af børnehaven, som barnet har gået i. 


Kan barnet starte senere? 

Udsættelse af skolestart er en mulighed, hvis PPR (Pædagogisk Psykologisk Rådgivning) vurderer, at der er grundlag for det. Har du spørgsmål vedrørende udsættelse af dit barns skolestart, skal du drøfte det med personalet i dit barns børnehave eller kontakte PPR.

Gå til PPR's hjemmeside og find deres kontaktoplysninger

Sådan skriver du dit barn op

Er du forælder til et barn, der skal starte i skole næste skoleår, skal du skrive dit barn op til skole. 

Du skriver dit barn op ved at benytte selvbetjeningen nedenfor. Du skal bruge dit MitID for at logge ind. 

Skoleindskrivningen er åben fra 1. december – 15. januar.

Har du spørgsmål eller brug for hjælp til den digitale indskrivning, er du velkommen til at kontakte skolesekretæren på den pågældende skole eller Børn og Skole på tlf. 6333 7883.

Frit skolevalg

Hvis du som forælder ikke ønsker, at dit barn skal gå på distriktsskolen, kan du søge om plads på en anden skole efter eget valg.

Det kan enten være i Nyborg Kommune eller i en anden kommune. Men barnet kan kun optages på den valgte skole, hvis der er plads, og hvis skolen har et relevant undervisningstilbud til eleven. Hvis barnet får plads på den valgte skole, får det også ret til at blive optaget i skolefritidsordningen.

Hvis der er flere ansøgere end ledige pladser, optages eleverne efter følgende prioritering:

  • Elever bosiddende i Nyborg Kommune optages før elever fra andre kommuner.
  • Elever med søskende på den ønskede skole optages før elever uden søskende på skolen.
  • Elever optages efter afstand fra hjem til skole (nærmestboende optages først).

Hvis ovenstående ikke fører til prioritetsorden foretages lodtrækning.

Transportudgifter i forbindelse med skolegang på en anden skole end distriktsskolen afholdes af forældrene.

Skoledistrikter

Nyborg Kommune er opdelt i fire skoledistrikter.

Elever er altid garanteret en plads på distriktsskolen.

På skoler med to afdelinger fordeler skolelederen eleverne og skal i videst mulig omfang tilgodese følgende:

  • at barnet får den korteste vej til skole
  • at søskende går i samme afdeling
  • at forældrene får deres ønske opfyldt

I vores grundkortsmodul kan du se, hvor de forskellige skoledistrikter er. 

Interaktivt kort

Se skoledistrikter, busruter og trafiksikre skoleveje her

Vil du vide mere om undervisningstilbud?

Find alle skoler i Nyborg Kommune her.

Gå til skoler og undervisning

Kontak os

Har du spørgsmål til skoleindskrivning?

Børn og Skole
Ringvej 3 - 5800 Nyborg

Åbnings- og telefontider