Nyhed, tilføjet 26. sept. 2022

Gratis influenzavaccination

Influenzasæsonen nærmer sig. Influenzavaccination anbefales af Sundhedsstyrelsen og er gratis for visse grupper.

Influenza er en virusinfektion, der kan ramme alle. For nogle kan sygdommen være særligt alvorlig og udvikle sig livstruende. Fra 1. oktober 2022 kan du gratis blive vaccineret mod influenza, hvis du er fyldt 65 år, gravid i 2. eller 3. trimester, lever med en kronisk sygdom eller på anden vis er i særlig risiko.

For at forebygge spredning af smitte i samfundet, anbefaler sundhedsstyrelsen desuden, at sundheds- og plejepersonale og børn i alderen 2-6 år bliver vaccineret mod influenza.

Hvis du er i målgruppen for både covid-19 vaccination, influenzavaccination og/eller pneumokokvaccination, fx hvis du er over 65 år, har du mulighed for at blive vaccineret samtidig med flere vacciner.

Hvordan bliver jeg vaccineret?

Tidsbestilling til influenzavaccination kan foretages ved at kontakte egen læge eller på udvalgte apoteker i Nyborg Kommune. Hvis du er immobil, så kan du blive vaccineret i eget hjem. Du kan ringe på tlf. 63337303, for at få hjælp til at bestille tid til hjemmevaccination.

Hvis du samtidig skal have COVID-19 vaccine, kan du bestille tid ved en af de offentlige vaccinationscentre, herunder blandt andet i Nyborg, på https://vacciner.dk

Vaccinationshjælpelinjen ET GODT STIK

Røde Kors har oprettet en vaccinationshjælpelinje, som de kalder ET GODT STIK. De kan hjælpe med:

  • At følge personen, der skal vaccineres, frem og tilbage til vaccinationsstedet (vaccine-ledsagelse)
  • At fortælle, hvor man nemmest kan blive vaccineret i sit nærområde
  • At rådgive om, hvordan man kan bestille sin næste vaccine

Det er også muligt for medarbejdere, frivillige, pårørende eller lignende at booke på vegne af den person, der ønsker vaccination – eller henvise personen til selv at opsøge linjen.   

Du kan læse mere om ET GODT STIK her

Følgende grupper er omfattet af tilbuddet om gratis influenzavaccination hvert år fra 1. oktober til 15. januar

  • Alle personer, der er fyldt 65 år inden den 15. januar 2023
  • Personer, der lever med kroniske sygdomme som:
    • Kronisk lungesygdom
    • Hjerte- og karsygdomme (undtaget isoleret forhøjet blodtryk)
    • Diabetes 1 eller 2
    • Medfødt eller erhvervet immundefekt
    • Påvirket respiration på grund af nedsat muskelkraft
    • Kronisk lever- og nyresvigt
    • Andre kroniske sygdomme, hvor tilstanden ifølge lægens vurdering medfører, at influenza udgør en alvorlig sundhedsrisiko
  • Svært overvægtige med BMI >35
  • Førtidspensionister
  • Immunsupprimerede og deres husstandskontakter efter lægelig vurdering
  • Børn på 2 år til og med 6 år
  • Gravide i 2. og 3. trimester
  • Sundheds- og plejepersonale med tæt kontakt til personer i særlig risiko for et alvorligt forløb med influenza, og studerende, elever, ufaglærte mv. der også har tæt kontakt til personer i særlig risiko for alvorligt forløb.
  • Børn og voksne med andre alvorlige sygdomme, hvor tilstanden ifølge lægens vurdering medfører, at influenza udgør en alvorlig sundhedsrisiko
  • Husstandskontakter til børn i øget risiko

Læs mere om influenzavaccination på https://www.sst.dk/da/Influenza

For yderligere oplysninger, kontakt

Thomas Hvidberg, sundhedskonsulent. Tlf. 6333 8110, e-mail sund@nyborg.dk