Trafikinformation

Mandag 29. maj 2023 byder Nyborg velkommen til Royal Run ’23.

Royal Run er et stort arrangement. Derfor er vi nødt til at lukke flere veje af for al trafik 29. maj 2023, så både løbere, tilskuere og gæster får den bedste oplevelse.

Bymidten og havnen er som udgangspunkt spærret hele dagen. Derudover lukkes en række andre veje og boligkvarterer i tre til fem timer, svarende til det tidsrum løbet foregår.

Det vil hele dagen være muligt at komme til og fra Nyborg Station i bil, og motorvejsafkørslerne 44, 45 og 46 ved Nyborg er åbne hele dagen.

Skal du rundt i bymidten, er det nemmest til fods, men de fleste steder kan du også have din cykel med. Skulle du få brug for akut hjælp fra beredskabet eller besøg fra hjemmeplejen, har vi også taget højde for det.

De specifikke ruter offentliggøres cirka en måned før løbet. Hvis du bor i et område, hvor du er direkte berørt af vejlukningerne, vil du senest tre uger før løbet modtage nærmere information om dette i din e-Boks.

Vi mødes til Royal Run i Nyborg 29. maj 2023.