For at skabe den bedst mulige publikumsoplevelse etableres der 2. juli en række oplevelsesområder på kommunale arealer, som en række lokale foreninger driver.
I foreningsområderne vil der være mulighed for at opstille madboder og foodtrucks efter nærmere aftale med den pågældende forening. Det er ikke muligt at opstille salgs- og markedsboder med øvrige varer, eksempelvis cykeludstyr, tøj, loppemarkedseffekter og så videre.
Vejarealerne i Nyborg by - som kommunen er myndighed for - holdes som udgangspunkt fri for salgsboder, madboder og foodtrucks. Det sker af hensyn til sikkerheden og fremkommeligheden for både publikum. Men også for at nødvendige arbejdskøretøjer, holdbusser mv. - og naturligvis beredskabs- og redningskøretøjer kan komme frem.
Det vil dermed ikke være muligt at opnå tilladelse ved Nyborg Kommune til at opstille salgs- og markedsboder på kommunale arealer, herunder vejarealer.
Det er muligt at følge planlægningen frem mod 2. juli her på hjemmesiden, på www.letourcph.dk og på kommunens facebookside www.facebook.com/nyborgkommune.
Vil du gerne i kontakt med en af eventzonerne omkring opstilling af en bod eller andet så send en e-mail til tdf@nyborg.dk.
Vi mødes i Nyborg 2. juli 2022.