Indhold fra Borger.dk
For at få arbejdsløshedsdagpenge skal du:
- være registreret som arbejdssøgende i dit lokale jobcenter fra den første dag, du er ledig
- have været medlem af en a-kasse i mindst ét år
- have fået indberettet mindst 246.924 kr. (2022) og 254.328 kr. (2023) til indkomstregistret inden for de sidste tre år, hvis du er fuldtidsforsikret. Hvis du er deltidsforsikret, er beløbet 164.616 kr. (2022) og 169.548 kr. (2023). Du kan medregne A- og B-indkomst samt overskud af selvstændig virksomhed. Du kan dog pr. måned højst medregne 20.577 kr. (2022) og 21.194 kr. (2023), hvis du er fuldtidsforsikret, og 13.718 kr. (2022) og 14.129 kr. (2023), hvis du er deltidsforsikret.
- hvis din dagpengeret er udløbet, og du skal genoptjene retten til dagpenge: Du skal have fået indberettet mindst 1.924 løntimer inden for de sidste tre år, hvis du er fuldtidsforsikret. Hvis du er deltidsforsikret, er timetallet 1.258 timer
- hvis du ikke opfylder det almindelige indkomstkrav, kan du optjene ret til dagpenge, hvis du samlet set har haft et skattemæssigt overskud fra din selvstændige virksomhed på minimum 246.924 kr. (2022) og 254.328 kr. (2023) inden for de sidste fem år.
- stå til rådighed for arbejdsmarkedet. Det betyder bl.a., at du skal søge og kunne overtage arbejde med dags varsel.
- have et fyldestgørende og godkendt CV, senest to uger efter du er tilmeldt som ledig i jobcentret.
Din a-kasse kan fortælle dig mere om betingelserne for ret til arbejdsløshedsdagpenge.
Beskæftigelseskonto
De timer, som du får udbetalt løn for, efter du er begyndt at modtage dagpenge, vil blive registreret på en ”beskæftigelseskonto”. Din a-kasse registrerer timerne på grundlag af oplysninger om:
- løntimer, som din arbejdsgiver har indberettet til indkomstregistret
- B-indkomst, hvoraf der skal betales arbejdsmarkedsbidrag omregnet til timer, og som ikke indgår i opgørelsen af en selvstændig virksomheds overskud eller underskud.
De registrerede timer kan benyttes til at forlænge din dagpengeperiode og/eller til at optjene et nyt beskæftigelseskrav.
Hvor langt tid har jeg ret til dagpenge?
Du har ret til at få dagpenge i to år inden for tre år. Det er den såkaldte ’referenceperiode’. Dit dagpengeforbrug bliver opgjort i timer, og inden for tre-årsperioden har du samlet set ret til 3.848 timers dagpenge. De timer, som du har ret til dagpenge for, falder bort, hvis du ikke når at afvikle dem inden for referenceperioden. Referenceperioden på tre år kan forlænges, fx hvis du har været syg eller været på barsel.
Kontakt din a-kasse, hvis du vil vide mere om reglernes betydning for dig.
Forlængelse af din dagpengeperiode
Hvis din dagpengeperiode på to år er udløbet inden for tre år, har du ret til at forlænge dagpengeperioden på baggrund af:
- løntimer, som du har haft, siden du begyndte med at modtage dagpenge.
- siden du begyndte med at modtage dagpenge: B-indkomst, hvoraf der skal betales arbejdsmarkedsbidrag omregnet til timer, og som ikke indgår i opgørelsen af en selvstændig virksomheds overskud eller underskud.
Hver arbejdstime forlænger din dagpengeperiode med to timer. De ekstra dagpengetimer skal du bruge inden for denne periode, der bliver opgjort som tre gange antallet af de timer, du har arbejdet. Du kan højst optjene 962 timer, som vil give dig ret til et 1.924 timers ekstra dagpenge inden for en periode på halvandet år.
Eksempel
Du har arbejdet 100 timer, inden din ordinære dagpengeperiode på to år er udløbet. Det giver dig ret til dagpenge i yderligere 200 timer. De 200 timer skal du afvikle inden for en periode på 300 timer. De 300 timer bliver omregnet til to måneder. De 200 timer skal du afvikle inden for de to måneder – hvis de ikke er afviklet, falder de bort.
Kontakt din a-kasse, hvis du vil vide mere om reglernes betydning for dig.
Hvor meget kan jeg få i arbejdsløshedsdagpenge?
Dine dagpenge kan højst svare til 90 pct. af den løn, du tjente, før du blev arbejdsløs. A-kassen beregner dine dagpenge på grundlag af de 12 måneder, hvor du havde den højeste indtægt inden for de seneste 24 måneder forud for beregningstidspunktet. Din indtægt opgøres som al din A- og B-indkomst fratrukket arbejdsmarkedsbidrag, som er indberettet til indkomstregistret i beregningsperioden, samt overskud i selvstændig virksomhed. Dit eget pensionsbidrag og dit eget ATP-bidrag bliver regnet med i indtægten, hvis du er lønmodtager.
Hvis du har opfyldt indkomstkravet på baggrund af selvstændig virksomhed i de seneste fem år, bliver din dagpengesats beregnet som et gennemsnit af de to år med det højeste skattemæssige overskud inden for de seneste fem afsluttede regnskabsår. Du kan dog højst modtage dagpenge med 19.351 kr. (2022) og 19.728 kr. (2023) om måneden som fuldtidsforsikret og 12.901 kr. (2022) og 13.152 kr. (2023) om måneden som deltidsforsikret.Hvis du er nyuddannet eller værnepligtig
Som nyuddannet – dimittend – eller værnepligtig med forsørgelsespligt kan du få dagpenge på 82 pct. af højeste dagpengesats som fuldtids- eller deltidsforsikret. Det er som fuldtidsforsikret 15.868 kr. (2022) og 16.177 kr. (2023) per måned. Som deltidsforsikret er det 10.579 kr. (2022) og 10.785 kr. (2023) per måned.
Som nyuddannet – dimittend – eller værnepligtig uden forsørgelsespligt kan du som fuldtids- eller deltidsforsikret få dagpenge på 71,5 pct. af højeste dagpengesats. Det er som fuldtidsforsikret 13.836 kr. (2022) og 14.106 kr. (2023) per måned. Som deltidsforsikret er det 9.224 kr. (2022) og 9.404 kr. (2023) per måned.
Hvis du er under 25 år
Som ung under 25 år får du i visse tilfælde dagpenge på 50 pct. af højeste dagpengesats. Det er som fuldtidsforsikret 9.676 kr. (2022) og 9.864 kr. (2023) per måned. Det er som deltidsforsikret 6.451 kr. (2022) og 6.576 kr. (2023) per måned. Du kan få mere at vide i din a-kasse.Hvis du er ledig og deltager i erhvervsuddannelse mv.
Hvis du er ledig, og deltager du i et tilbud om en erhvervsuddannelse mv. efter reglerne om en aktiv beskæftigelsesindsats, modtager du dagpenge med et beløb, der svarer til 80 pct. af højeste dagpengesats som fuldtids- eller deltidsforsikret. Det er som fuldtidsforsikret 15.481 kr. (2022) og 15.782 kr. (2023) per måned. Det er som deltidsforsikret 10.321 kr. (2022) og 10.522 kr. (2023) per måned.
Udbetaling af arbejdsløshedsdagpenge
Dagpenge er skattepligtige og bliver udbetalt bagud for én måned. Du skal udfylde et dagpengekort for hver måned, du skal have udbetalt dagpenge for. Pengene overføres som udgangspunkt til din NemKonto.
Karens
Når du modtager dagpenge, vil du som udgangspunkt få karens hver fjerde måned. Karens består i, at dine dagpenge bliver nedsat med værdien af én dagpengedag, dvs. med højst 893 kr. (2022) og 911 kr. (2023).
Du kan imidlertid undgå karens, hvis du er i job i løbet af de fire måneder. Hvis du er fuldtidsforsikret, skal du have arbejdet i mindst 148 timer. Hvis du er deltidsforsikret skal du have arbejdet i mindst 97 timer.
Afkortning af dagpengeperioden
Din dagpengeperiode afkortes med én måned, hvis du inden for de sidste otte år har modtaget dagpenge i fire år. Afkortningen sker i din nuværende dagpengeperiode. Hvis du har under én måned tilbage af din nuværende dagpengeperiode, sker afkortningen i en evt. efterfølgende ny dagpengeperiode. Hvis du efter udløbet af din nuværende dagpengeperiode har ret til en forlængelse af din dagpengeperiode, kan afkortningen også foretages i din forlængelsesperiode.
At stå til rådighed for arbejdsmarkedet
For at have ret til dagpenge skal du stå til rådighed for arbejdsmarkedet. Det afgør din a-kasse, om du gør. For at være til rådighed skal du bl.a.:
- aktivt søge arbejde med fuld arbejdstid
- være tilmeldt som ledig og have kontakt til dit jobcenter
- oprette et CV på Jobnet.dk, som skal godkendes senest to uger efter tilmelding på jobcentret.
- have bopæl og opholde dig i Danmark
- kunne og ville overtage arbejde dagen efter, at arbejdet er henvist af jobcenteret eller a-kassen
- kunne og ville møde til samtaler og tilbud dagen efter, du har modtaget indkaldelsen
- selv booke dine samtaler inden for en fastsat frist
- deltage i kurser og andre tilbud, der øger mulighederne for at få arbejde.
Ikke at være til rådighed
Du står ikke til rådighed for arbejdsmarkedet, hvis du fx er syg, ikke er aktivt jobsøgende, ikke ønsker et fuldtidsarbejde eller kun vil arbejde på bestemte tidspunkter eller for en bestemt arbejdsgiver eller arbejdsplads.
I de tilfælde mister du retten til arbejdsløshedsdagpenge, indtil du som fuldtidsforsikret har haft mindst 300 timers arbejde inden for en sammenhængende periode på tre måneder - eller indtil årsagen til, at du ikke står til rådighed, er bortfaldet. Det er fx tilfældet, hvis du var syg og derfor ikke har stået til rådighed for arbejdsmarkedet i en periode.
Du kan forsætte med at modtage din ydelse under de første 14 dages sygdom, hvis du er fuldt ledig og modtager af dagpenge.
Du skal melde dig syg hos din a-kasse på første sygedag. Du kan også sygemelde dig første sygedag hos jobcenteret eller på Jobnet.
Lovgivning
- Bekendtgørelse af lov om arbejdsløshedsforsikring m.v §§ 85c-85d
- Lov om ændring af lov om ændring af lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. (nyt vindue)
- Lov om ændring af avu-loven, lov om befordringsrabat til uddannelsessøgende i ungdomsuddannelser m.v.
- Vejledning: Satser på arbejdsløshedsforsikringens område for 2020 - historisk
- Bekendtgørelse om indkomst- og beskæftigelseskravet for ret til dagpenge (nyt vindue)
- Bekendtgørelse om selvforskyldt ledighed
- Bekendtgørelse om 6 ugers jobrettet uddannelse til forsikrede ledige
- Bekendtgørelse om beregning af dagpengesatsen
- Bekendtgørelse om dagpengeperioden
- Bekendtgørelse om udbetaling af dagpenge
- Bekendtgørelse om dagpengegodtgørelse for 1. og 2. ledighedsdag (G-dage)
- Bekendtgørelse om rådighed
- Bekendtgørelse om selvstændig virksomhed i dagpengesystemet
- Vejledning om selvforskyldt ledighed
Kontakt os