Nyhed, tilføjet 22. juni 2022

1000-vis af trøjer pynter Bryggergården

Tilbage i marts måned blev der, som en del af SkoleTouren, uddelt cykeltrøjer i krydsfiner til eleverne i 0.-5. klasse i Nyborg Kommunes folke- og privatskoler. Trøjerne er efterfølgende blevet festligt dekoreret af eleverne og blev i dag hængt op i Nyborg her kort tid inden Tour de France rammer byen.

Tour de France samler mennesker fra alle aldre i Nyborg. Der er aktiviteter og oplevelser som rammer alle målgrupper - også børnene. Alle 0.-5. klasser i Nyborg kommune har været engageret i at udsmykke Nyborg i forbindelse med at byen er målby for 2. etape af Tour de France 2022. Alle elever har dekoreret en cykeltrøje i krydsfiner, som onsdag 22. juni blev hængt op foran Bryggergården på Storebæltsvej, ved et stort event hvor omkring 1000 børn deltog.

Dekorationen af alle de ophængte trøjer, har for mange elevers vedkommende været en del af et skoleforløb med cykeltema. Grand Départ Copenhagen har udviklet ”SkoleTouren”, som er en samling opgaver og aktiviteter, der giver eleverne mulighed for at arbejde fagligt med cykling, cykelløb og Tour de France. Og trøje ophængningen er altså kulminationen på arbejdet.