Nyhed, tilføjet 20. dec. 2022

Ansættelse af ny kommunaldirektør

Nyborg Kommune har ansat Tim Jeppesen som ny kommunaldirektør med virkning pr. 1. februar 2023.

Tim Jeppesen kommer fra en stilling som programdirektør for udviklingsprojektet Nakskov 2030. Han har mange års erfaring med direktørarbejde, blandt andet tre år som udviklingsdirektør i Svendborg Kommune og otte år som kommunaldirektør i henholdsvis Fredericia Kommune og Kerteminde Kommune.

Derudover har han tidligere arbejdet i et statsligt analyseinstitut og har indgående kommunal indsigt fra en periode som konsulent. Han er cand.oecon., har en Ph.d. i økonomi, og har flere relevante efter- og videreuddannelser.

Tim Jeppesen glæder sig til arbejdet som kommunaldirektør i Nyborg Kommune, og påpeger at Nyborg kan noget unikt.

- Nyborg Kommune har nogle helt særlige potentialer. Blandt andet med Odense og København som naboer, en spektakulær kulturhistorie og et velfungerende lokalsamfund. Jeg ser et byråd, der kan arbejde sammen om at styrke den borgernære velfærd og samtidigt udvikle erhverv, bosætning og oplevelser. Det giver en sammenhængskraft, som jeg vil sætte en ære i at være med til at understøtte, udtaler Tim Jeppesen og tilføjer:

- Der er også en klar ambition om at udvikle organisationens sammenhængskraft, vi-følelse og gode stemning. Det synes jeg er de helt rigtige ambitioner for en god arbejdsplads, og noget jeg vil gøre mit for at bidrage til.

Borgmester i Nyborg Kommune Kenneth Muhs ser frem til samarbejdet med den kommende kommunaldirektør.

- Som borgmester glæder jeg mig over, at et enigt ansættelsesudvalg med anbefaling og godkendelse af økonomiudvalg og byråd nu kan meddele, at Tim Jeppesen ansættes som Nyborg Kommunes nye kommunaldirektør.

- Der har været et stærkt ansøgerfelt til jobbet, og Tim kommer med en stor erfaring som kommunaldirektør samt ledelse på toplederniveau. I Nyborg Kommune glæder vi os til, at Tim starter i jobbet, og jeg ser frem til at byde ham velkommen 1. februar, understreger borgmester Kenneth Muhs.

Der var seks ansøgere til stillingen, og det var et enigt ansættelsesudvalg, der pegede på Tim Jeppesen som Nyborg Kommunes nye kommunaldirektør.

Tim Jeppesen er 55 år, samboende og har to børn. Tim Jeppesen er bosiddende i Svendborg, hvor han har boet siden 2016.

For yderligere oplysninger, kontakt

Søren Tideman Lassen, journalist. Tlf. 2156 3716, e-mail: slas@nyborg.dk

Tim Jeppesen. Tlf. 4089 4124.