Nyhed, tilføjet 06. feb. 2023

Nyborgs byråd er demensvenner

Som en del af demensstrategien i Nyborg Kommune er byrådet blevet demensvenner.

Inden byrådsmødet tirsdag 31. januar havde byrådsmedlemmerne muligheden for at blive uddannet som demensvenner.

Efter et kort oplæg om demens i Nyborg Kommune, fik byrådet undervisning af Stig og Pernille, der til daglig arbejder i kommunens fire aktivcentre og er en del af demensvenner-korpset.

Demensven er et koncept fra Alzheimerforeningen, som handler om at kunne møde og forstå mennesker med demens – både i det offentlige rum, og blandt ens familie.

Som demensven bliver man ikke ekspert i demens, men man lærer lidt om hvilke tegn, der kan være på demenssygdom, og så bliver man klogere på, hvordan man kan hjælpe mennesker med demens til at have nogle gode oplevelser.

Formand for Ældreudvalget i Nyborg Kommune Kaj Refslund er rigtig glad for, at byrådet i Nyborg Kommune nu kan kalde sig demensvenner.

- Det handler om både at have konkret viden om hvad demens er og hvorfor det rammer folk. Den viden er vigtig for, at vi bedst mulig kan hjælpe hinanden, siger han og tilføjer:

- Det er rigtig fint, at vi i byrådet har fået muligheden for at gå foran med eksemplet og blive demensvenner. Nu håber jeg mange af vores borgere også takker ja til tilbuddet, siger han og henviser til at alle, der har lyst, har mulighed for at blive uddannede demensvenner.

Formålet med ordningen er også at nedbryde tabuet, der er omkring sygdommen demens. Derfor kan alle, der har deltaget i et demensvenner-kursus, tage imod et lilla hjerte som de kan bære på deres tøj, og på den måde være med til at skabe synlighed om konceptet.

Du kan læse mere om konceptet på siden her, hvor du også selv kan blive demensven.

Derudover kan du kontakte os på mail via demensven@nyborg.dk, hvis du er medlem af en forening, arbejdsplads, virksomhed eller andet, der har lyst til at blive demensvenner.

 

For yderligere information, kontakt

Mail: demensven@nyborg.dk