Nyhed, tilføjet 27. jan. 2023

Kronprinsesse Mary løber i Nyborg

Nu kan Royal Run sammen med kongehuset afsløre, hvilke byer henholdsvis H.K.H. Kronprins Frederik og H.K.H. Kronprinsesse Mary kommer til at løbe Royal Run i 2. pinsedag.

Den 29. maj snører Kronprinsesse Mary løbeskoene i Nyborg og løber med, når byen bliver vært for Royal Run ’23.

Der er lagt op til den helt store folkefest med royalt besøg og masser af underholdning, musik og aktiviteter.

Det er fantastisk, at vi kan byde H.K.H. Kronprinsesse Mary velkommen i Nyborg. Vi glæder os til at vise hende og de mange øvrige deltagere, hvordan vi sammen skaber unikke oplevelser i Nyborg.

Kenneth Muhs, borgmester Venstre

Formand i NGIF Gymnastik og Atletik, Ann Rasmussen, ser også frem til det kongelige besøg.

Royal Run formår at tiltrække førstegangsløbere, familier og de helt unge, og derfor er det dejligt, at H.K.H. Kronprinsesse Mary løber med. Hun er med til at sætte fokus på, at motionsløb, foreningsliv og Royal Run er for alle. Vi glæder os til en kæmpe oplevelse 2. pinsedag i Nyborg.

Efter besøget i Nyborg tager H.K.H. Kronprinsesse Mary til Nykøbing Falster og løber med Royal Run-deltagerne dér.

H.K.H. Kronprins Frederik skyder det populære motionsevent i gang Aabenraa 2. pinsedag, hvorefter han tager til Herning og løber et allerede udsolgt Royal Run, derefter drager han til hovedstaden, hvor han skal løbe gennem Københavns og Frederiksbergs gader.

Således fordeler kronprinsparret sig under Royal Run ’23

  • Kronprinsen løber i Aabenraa
  • Kronprinsessen løber i Nyborg
  • Kronprinsen løber i Herning
  • Kronprinsessen løber i Nykøbing Falster
  • Kronprinsen løber i København/Frederiksberg

Distancer og nærmere tidsplaner følger.

Du kan læse den nationale pressemeddelelse på royalrun.dk. 

Status på Royal Run ’23

  • Der er pr. 23. januar 2023 solgt 51.889 startnumre.
  • Herning melder udsolgt, men har oprettet en venteliste, hvis kapaciteten udvides.
  • Der er stadig ledige startnumre til Aabenraa, Nyborg, Nykøbing Falster og København/Frederiksberg.
  • Over 30 procent af dem, der har tilmeldt sig Royal Run indtil nu, deltager i et motionsløb for første gang.
  • 42 procent har ved tilmelding svaret, at de ikke har deltaget i andre motionsløb end Royal Run før.

Fakta

Om Royal Run

  • Royal Run afholdes 2. pinsedag, den 29. maj 2023.
  • Royal Run ’23 finder sted i Aabenraa, Herning, Nyborg, Nykøbing Falster og København/Frederiksberg.
  • Der var tilmeldt 91.732 deltagere til Royal Run ’22.
  • Royal Run arrangeres af idrætsvisionen Bevæg dig for livet – et samarbejde mellem Danmarks Idrætsforbund, DGI og Dansk Atletik. TV 2 og Regionerne er mediepartner på Royal Run, og Trygfonden, Nordea-fonden og Novo Nordisk Fonden er strategiske partnere.
  • Tilmelder man sig inden 12. april, får man tilsendt sin startpakke.
  • Tilmelding og information: royalrun.dk.