Nyhed, tilføjet 25. juni 2022

Tour de France-igloer er børnenes fest

Som en del af børnefestivalen på Bastionen, kan man lige nu opleve de, ellers normalt ret kedelige og grønne skralde-igloer få helt nyt liv.

Temaet for børnefestival på Bastionen i Nyborg, er, i anledning af at Tour de France lægger vejen forbi Nyborg, selvfølgelig cykel-tema.

Forskellige aktiviteter for børn med cykler og cykling som tema er omdrejningspunktet for festivalen. Og man kan jo ikke sige cykling uden at sige cykelhjelm! – Og derfor er der også planlagt aktiviteter med sikkerheden i fokus, for eksempel ”Pimp din cykelhjelm”.

Det var i forbindelse med planlægningen af festivalens cykeltema, at det stod klart for Tue Frøsig Fabricius, som er Kulturhusleder på Bastionen, at deres kedelige, grønne skraldeigloer skulle have cykelhjelme på. Derfor kan man lige nu se Ole Skovsbøll være i færd med at udføre Tues plan, og male ansigter og hjelme på en håndfuld skraldeigloer.

For Ole Skovsbøll er det ikke helt ukendt at male på store objekter, der skal udstilles i Nyborg, han er nemlig også bagmanden bag de store badebolde som er udstillet på plænen overfor Hotel Nyborg Strand.