Opstart af forhandlinger om Budget 2027
Forhandlingerne om budgettet for de kommende år er nu startet med administrationens forslag til, hvordan der kan spares og investeres for at tilpasse økonomien til fremtidens udfordringer.
Kommunernes økonomi presses af udviklingen med flere ældre, flere udgifter på blandt andet socialområdet og færre indtægter. Derfor besluttede byrådet i januar en strategi, hvor første skridt var en økonomisk opbremsning med besparelser, der blev gennemført i foråret.
Med strategien blev det også besluttet, at der skulle findes besparelser på ca. 19 mio. kroner i efterårets budgetforhandlinger, der dermed udgør det næste skridt i strategien. Administrationen fik derudover til opgave at fremlægge et budget med både en økonomisk buffer og en særskilt pulje til politiske prioriteringer.
Det er det arbejde, der nu genoptages med administrationens budgetforslag for de næste fire år – med fokus på at komme helt i mål med de økonomiske prioriteringer, der skal tilpasse budgettet til fremtidens udfordringer.
Det fremlagte budgetforslaget indeholder derfor besparelser for samlet 32,4 mio. kr. i 2027 stigende til 46,2 mio. kr. i 2028, 96,2 mio. kr. i 2029 og 124,1 mio. kr. i 2030.
Nyborg Byråd har desuden bedt om en ekstern analyse af selve det økonomiske råderum – altså hvor og hvordan der kan omprioriteres, så økonomien hænger godt sammen på lang sigt. Den analyse er foretaget af BDO og præsenterer et katalog over økonomiske handlemuligheder.
Efter planen sender Økonomi- og Erhvervsudvalget administrationens budgetforslag i høring på mandag 17. august. Herefter kan man indsende og løbende læse høringssvar på vores borgerinddragelsesplatform www.viskaber.nyborg.dk.
Rapporten og administrationens budgetforslag kan læses herunder og indgår i de politiske forhandlinger om det fremtidige budget, hvor processen er følgende:
17. august: Økonomi- og Erhvervsudvalget førstebehandler Budget 2027, og materialet sendes i høring.
25. august: Byrådet førstebehandler Budget 2027.
1. september: Frist for indsendelse af høringssvar (runde 1).
8. september: Afslutning af politiske forhandlinger.
9. september: Evt. frist for indsendelse af nye politiske ændringsforslag med henblik på at sende dem i høring (mulig runde 2).
16. september: Evt. frist for indsendelse af høringssvar (mulig runde 2).
22. september: Frist for politiske ændringsforslag til Budget 2027.
23. september: Offentliggørelse af politisk aftale om Budget 2027.
5. oktober: Økonomi- og Erhvervsudvalget andenbehandler Budget 2027.
6. oktober: Byrådet andenbehandler Budget 2027.
Budgetmateriale
Plancher - direktionens budgetforslag 2027
Notat - administrativt budgetforslag 2027
Investeringsoversigt 2027-2036
BDO - Økonomisk mulighedskatalog